Patienten var som følge af en patientskade blevet påført en væsentlig forlængelse af sygeperioden og et deraf følgende større indkomsttab. Patienten var på skadetidspunktet ansat på det vilkår, at lønnen blev ydet som DIS-indkomst (særlige beskatningsregler for søfolk). Patientens lønindkomst var således ikke A-indkomst, hvorfor beskatningen af lønnen var meget lavere end ved almindelig lønindkomst, hvilket samtidig betød, at lønniveauet lå betydeligt under et sædvanligt lønniveau.
Patienten havde i sygeperioden modtaget sygedagpenge, som blev beskattet som A-indkomst. Ved en sammenligning mellem den forventede DIS-indkomst og den faktiske brutto sygedagpengeindkomst, var der således ikke umiddelbart nogen væsentlig forskel i indtægtsniveauet.
Da den forventede DIS-indkomst imidlertid var skattefri, og da skattemyndighederne naturligvis ikke skattemæssigt kunne behandle de udbetalte sygedagpenge og erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste som DIS-indkomst, var det nødvendigt at foretage en korrektion for den skattemæssige behandling af de forskellige indtægtsformer ved beregningen af, om patientskaden havde medført et indtægtstab.
Patienterstatningen benyttede sig derfor af Civilretsdirektoratets omregningsmodel i bidragssager ved omregning af skattefrie/lavt beskattede indtægter til beskattet bruttoindtægt.
Patienterstatningen kunne herefter omregne patientens forventede DIS-indkomst i perioden på omkring 54.700 kr. til en A-indkomst på 93.000 kr. og herefter fradrage de faktisk udbetalte sygedagpenge i dette beløb.
Patienten blev således tilkendt 47.811 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (årsberetning 1998).
Ved beregning af tabt arbejdsfortjeneste tages der normalt udgangspunkt i den forventede bruttoindtægt og den faktiske bruttoindtægt i den omhandlede periode, da erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter EAL § 2 er A-indkomstskattepligtig.
Dette udgangspunkt vil dog medføre urimelige resultater, hvor skadelidte ikke bliver aflønnet med A-indkomst. Disse indtægter er således normalt mindre end sædvanlig indkomst, fordi der betales en meget mindre eller slet ingen skat af indtægten. Indtægtsniveauet svarer således ikke til, hvad lønnen ville have været, hvis denne skulle have været udbetalt som A-indkomst.
Endvidere vil erstatningen efter EAL § 2 som nævnt ovenfor være A-indkomstskattepligtig, hvorfor en “krone-for-krone” beregning af tabt arbejdsfortjeneste for en lønmodtager med DIS-indkomst vil medføre et helt urimeligt resultat. Det var derfor nødvendigt at omregne den forventede skattefrie indtægt til A-indkomst, i hvilken forbindelse Patienterstatningen skønnede, at Civilretsdirektoratets omregningsmodel gav et rimeligt resultat.
Afgørelsesdato: 28. august 1998