En 10-årig dreng blev undersøgt på et sygehus, idet han gennem 1½ måned havde været generet af smerter i højre ben, appetitløshed, opkastninger og træthed. En knogleskintigrafi viste massiv opladning i højre side af bækkenet.
En efterfølgende vævsprøve fra højre hofte viste knoglekræft (osteogent sarkom). Efter at man havde foretaget diverse undersøgelser, der ikke viste tegn på spredning af kræften, blev der indledt behandling med kemoterapi. Under behandlingen opstod der komplikationer i form af kvalme, opkastninger og voldsomme slimhindeproblemer. Der blev anlagt sonde til væske og ernæring.
Efter tre kemokure var der tiltagende opheling samt delvis regression af bløddelskomponenterne og begyndende tumorsvind. Der var herefter indikation for operation med fjernelse af svulsten og stivgøring af hofteleddet.
Der blev efter det operative indgreb givet yderligere tre kemokure. Forløbet efter kurene var kompliceret af en langvarig mave-tarminfektion, smerter svarende til sonden og slimhindeproblemer i mund og hals. En undersøgelse viste desuden et betydeligt høretab medførende behov for at anvende høreapparater.
Der var efterfølgende kun langsom fremgang med hensyn til mave-tarm funktionen og fortsat perioder med voldsom diarré.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen var foretaget i overensstemmelse med optimal standard. Spørgsmålet var derfor, om komplikationerne efter behandlingen med kemoterapi kunne anerkendes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Patienterstatningen fandt, at selvom de tilstødte varige komplikationer til kemobehandlingen i form af hørenedsættelse på begge ører og mave-/tarmproblemer isoleret set var alvorlige komplikationer, var de efter en sammenligning med alvoren af drengens grundlidelse (kræft) og helbredstilstand i øvrigt ikke mere omfattende, end hvad man som patient måtte tåle i forbindelse med den nødvendige behandling med kemoterapi.
Patienterstatningen lagde ved sin afgørelse vægt på, at drengen led af en alvorlig kræftlidelse, der ubehandlet ville have haft en alvorlig helbreds- og livstruende prognose. Der blev ligeledes lagt vægt på, at det fremgik af de seneste journaloptagelser, at mave-/tarmproblemerne var bedret markant.
Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at de tilstødte komplikationer var velkendte og relativt hyppigt forekommende bivirkninger til behandling med kemoterapi.
Sagen viser, at patienter med en sygdom, der ubehandlet har en alvorlig og helbreds- og livstruende prognose, må tåle selv alvorlige komplikationer til den nødvendige behandling af grundlidelsen.
Afgørelsesdato: 28. november 2002