En 67-årig kvinde fik på grund af slidgigt indsat to hofteproteser. Røntgenbillederne viste god stilling af proteserne, og 3 dage efter operationen begyndte man på at mobilisere patienten.
5 dage efter operationen fik patienten et ildebefindende, mens hun stod i et gangstativ. Hun faldt og slog højre hofte, der gik af led. Det var som følge af uheldet nødvendigt med 2 nye operationer, hvor man først satte hoften på plads og senere fjernede knoglenydannelse omkring hoften.
Vedrørende uheldet oplyste patienten, at det skete, da hun stående i et gangstativ fik skiftet bandage. Hun advarede sygehuspersonalet om, at hun var utilpas, men de reagerede ikke, før hun faldt om. Sygehuset bekræftede, at patienten faldt i forbindelse med et ildebefindende.
Patienterstatningen afviste at anerkende sagen efter PFL § 3, stk. 2, da uheldet ikke kunne henføres til fejl eller forsømmelser fra sygehusets side.
Patienterstatningen lagde vægt på, at det 5 dage efter operationen var forsvarligt at lade patienten gå og stå. Der var ikke oplysninger om, at patienten i dagene inden uheldet var utilpas eller svimmel, og da uheldet skete, havde patienten støtte fra et gangstativ.
Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at sygehuset ikke kunne bekræfte patientens oplysninger om, at hun umiddelbart inden uheldet havde advaret personalet. Det er patienten, der har bevisbyrden for, at uheldet skyldes fejl eller forsømmelser fra sygehusets side. Når der er uenighed mellem patienten og sygehuset, vil patienten som regel ikke kunne løfte denne bevisbyrde, medmindre vidner eller omstændighederne i øvrigt støtter patientens oplysninger.
På den baggrund vurderede Patienterstatningen, at det ikke kunne godtgøres, at uheldet skyldtes fejl eller forsømmelser fra sygehusets side. Patienten var derfor ikke berettiget til erstatning (98-2174) (1999 Årsb.).
Patienterstatningen har i henhold til PFL § 13 pligt til at søge sagen oplyst bedst muligt, inden der træffes afgørelse i denne. I en sag som den aktuelle vil Patienterstatningen derfor normalt bede alle tilstedeværende dvs. behandlerpersonale, patient og eventuelle medpatienter, med erindring om ulykken, om skriftligt eller eventuelt telefonisk over for Patienterstatningen at berette, hvad de har oplevet omkring ulykken. Disse forklaringer sammenholdes med eventuelle oplysninger i patientens journal og i sygeplejekardex, og først når alle disse oplysninger er skaffet, foretager Patienterstatningen en vurdering af sagen.
Det hænder imidlertid, at der ikke er oplysninger om det passerede hverken i journalmaterialet eller i kardex, og at ingen medpatienter var til stede ved ulykken. Hvis sygehuspersonalet og patienten i denne situation har to modsatrettede forklaringer vedrørende omstændighederne, der førte til ulykken, og intet synes særligt at kunne støtte patientens forklaring, må sagen afvises med henvisning til, at patienten ikke har løftet bevisbyrden for det culpøse forhold.
Afgørelsesdato: 4. november 1999