En 81-årig kvinde blev indlagt med brystsmerter, åndenød og hjertebanken. Hun var forud for indlæggelsen faldet adskillige gange i sit hjem, fordi benene pludselig svigtede under hende.
Patienten blev under indlæggelsen forsynet med en gangstol, men da hun selv med gangstol havde en meget usikker gang, blev det besluttet, at hun ikke måtte færdes alene, men altid skulle følges af en sygeplejeassistent.
I forbindelse med et toiletbesøg blev patienten ledsaget til toilettet gående i gangstol. Da man var nået frem til toilettet, bad patienten den ledsagende sygeplejeassistent vente ved toilettet, idet hun udtrykkeligt gjorde sygeplejeassistenten opmærksom på, at hun var meget dårlig gående.
Den ledsagende sygeplejer forlod imidlertid toilettet, og da patienten senere selv forsøgte at rejse sig ved at støtte sig til gangstolen, som ikke var forsynet med håndbremse og derfor ikke kunne låses, faldt hun og pådrog sig et venstresidigt lårbensbrud. Patienten fik senere foretaget operation for lårbensbruddet og gennemgik derefter et længere genoptræningsforløb.
Sygehuset var ikke i stand til at fremkomme med nærmere oplysninger om omstændighederne i forbindelse med toiletbesøget og faldulykken. Patienterstatningen lagde herefter, i overensstemmelse med de almindelige bevisbyrderegler, patientens ubestridte forklaring til grund ved vurderingen af sagen.
Sagen blev anerkendt efter PFL § 3, stk. 2, idet man fandt, at den sygeplejer, der ledsagede patienten i forbindelse med toiletbesøget, ikke havde udvist den fornødne agtpågivenhed i forbindelse med opgavens udførelse. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at det var kendt i afdelingen, at den pågældende patient havde en udpræget faldtendens, at hun derfor ikke måtte færdes alene, og at den ledsagende sygeplejer derfor burde være blevet på toilettet under selve toiletbesøget og ikke blot have ledsaget patienten i forbindelse med transport til og fra toilettet (96-1295) (1997 Årsb.).
Afgørelsesdato: 12. september 1997