En 69-årig mand, der i forvejen var i behandling med blodfortyndende medicin på grund af en hjertelidelse, fik indsat en venstresidig hofteprotese. På grund af den forøgede risiko for blødning under indgrebet ophørte man med at give den blodfortyndende medicin nogle dage før operationen.
Forløbet efter operationen blev kompliceret af en stor blødning, hvorefter man kunne konstatere, at patienten havde udviklet en lammelse af peroneusnerven (dropfod).
Patienterstatningen fandt, at dropfoden med overvejende sandsynlighed var en følge af den store blødning efter hofteoperationen. Sagen blev dog afvist efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet der hos den konkrete patient ikke var tale om en tilstrækkelig sjælden og alvorlig komplikation til, at den var mere omfattende end, hvad han med rimelighed måtte tåle.
Patienterstatningen lagde vægt på, at der forelå en forøget risiko for dannelse af blødning på grund af patientens forudgående behandling med blodfortyndende medicin (99-0812) (1999 Årsb.).
Efter Patienterstatningens praksis kan dropfødder som følge af uundgåelige skader på peroneusnerven efter førstegangs hofteoperationer som regel anerkendes efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, idet sådanne skader opfylder bestemmelsens krav til såvel sjældenhed som til relativ alvor.
Den konkrete sag er dog et eksempel på, at der hos den enkelte patient kan være særlige forhold, der øger risikoen for skader af den pågældende type, således at disse ikke opfylder kravene til sjældenhed og relativ alvor i PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Afgørelsesdato: 7. september 1999