En 40-årig kvinde havde gener i form af nedsynkning af livmoderen med deraf følgende fornemmelse af øget fylde i underlivet og fremkomst af livmoderhalsen gennem skedeåbningen. På grund af disse gener foretog man fjernelse af livmoderen.
Få dage senere fik patienten smerter fra bughulen, og ved en undersøgelse konstaterede man en ansamling over skedetoppen.
Da generne ikke forsvandt, foretog man kikkertoperation i bughulen, hvorved man lokaliserede en perforation af tyndtarmen. Man foretog derpå operation med fremlægning af tarmen.
3 måneder senere blev tarmen lagt tilbage, og patienten kunne genoptage sit arbejde yderligere 14 dage senere. Efterfølgende kunne patienten afsluttes i velbefindende og uden gener i øvrigt.
Patienterstatningen fandt, at patienten ikke var berettiget til erstatning, jf. PFL § 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.
Der blev vedrørende PFL § 2, stk. 1, nr. 4, lagt til grund, at skaden i form af tyndtarmsperforation konkret bedømt ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte tåle i tilknytning til behandling af generne som følge af den nedsunkne livmoder. Der blev herved lagt vægt på, at der alene var tale om midlertidige gener, som alene havde medført en forlængelse af sygeperioden på omkring 3 måneder. Når det i øvrigt blev taget i betragtning, at grundlidelsen medførte visse ikke ubetydelige gener, fandtes der ikke at bestå et sådant misforhold mellem grundlidelsens alvor og den indtrådte skade, at dette kunne medføre erstatning efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Ved vurdering efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4, anvendes en slags facitræsonnement, hvorved forstås, at man ved vurderingen af, om en hændelig skade går ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i tilknytning til behandling af en konkret lidelse, skal se på, hvilke gener skaden konkret har medført.
Det afgørende er således ikke, at der er indtrådt en hændelig komplikation, som potentielt set kan medføre alvorlig invaliditet, men hvilke gener skaden rent faktisk har medført. Der skal ved sammenligning mellem grundlidelsens alvor o g omfanget af den indtrådte skade bestå et sådant misforhold mellem alvoren af den lidelse, som patienten blev behandlet for og den indtrådte skade, at patienten ud fra en efterfølgende betragtning ville have været bedre tjent med ikke at være blevet behandlet.
I den konkrete sag slap patienten af med sine gener som følge af den nedsunkne livmoder. I forbindelse med behandlingen af disse gener indtrådte en sjældent forekommende komplikation i form af tyndtarmsperforation, som medførte en kortere forlængelse af sygeforløbet samt forværring af de samlede gener i denne periode. Der var imidlertid ikke nogen blivende gener, og patienten var på tidspunktet for behandlingsafslutningen fuldstændig rask. Ud fra et facitræsonnement kunne det ikke konkluderes, at patienten ville have været bedre stillet uden det operative indgreb trods komplikationen, og da der i øvrigt ikke sås at være et klart misforhold mellem grundlidelse og skade, var patienten ikke berettiget til erstatning efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Afgørelsesdato: 20. september 2004