En 46-årig kvinde blev indlagt via skadestuen efter et fald i hjemmet, hvor hun havde slået hovedet og ikke selv var i stand til at komme på benene igen. Forud for indlæggelsen havde hun haft et mangeårigt svært alkoholmisbrug, som havde medført gentagne indlæggelser.
Ved indlæggelsen kunne man konstatere, at kvinden havde nedsat hjernefunktion, generel kraftnedsættelse overalt samt svage reflekser, ligesom ernæringstilstanden var yderst ringe, idet der var tale om meget lav natrium- og kaliumkoncentration i blodet. Ved korrektion af natriumkoncentrationen var man opmærksom på, at en for hurtig korrektion kunne medføre skade på patientens hjerne (central pontin myelinolyse), hvorfor natriumbalancen forsøgtes genoprettet ganske langsomt.
Efterfølgende kunne det imidlertid konstateres, at patienten trods den forsigtige behandling havde pådraget sig en hjerneskade med heraf følgende yderst ringe gangfunktion og bevægelseskoordination i armene.
Patienterstatningen afviste sagen med henvisning til PFL § 1, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, idet man vurderede, at patientens hjerneskade med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse, herunder hendes mangeårige svære alkoholmisbrug og meget ringe ernæringstilstand, idet disse forhold i sig selv havde medført en stærkt øget risiko for udviklingen af hjerneskaden.
Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at patienten allerede ved indlæggelsen udviste tegn på hjernesvind samt udbredt nervebeskadigelse. (98-1987) (1999 Årsb.).
Sagen illustrerer den af og til vanskelige vurdering, der må foretages, når der er flere mulige skadesårsager. I denne sag kunne såvel grundlidelsen som behandlingen hver for sig forårsage skader af den type, som patienten pådrog sig. Henset til patientens almentilstand og symptomer ved indlæggelsen fandtes det dog overvejende sandsynligt, at hjerneskaden var en følge af patientens tilstand ved indlæggelsen og ikke en følge af behandlingen.
Afgørelsesdato: 10. november 1999