Sagsnummer 06-2019

Unødig fjernelse af bryst

13-08-2009

En 66-årig kvinde fik ved mammografi konstateret en 15 mm stor knude i sit bryst. Finnålsbiopsi fra knuden gav mistanke om brystkræft, og derfor fjernede man knuden ved operation for at kunne stille en sikker diagnose.

Undersøgelse af det fjernede væv viste, at der var tale om brystkræft. På baggrund heraf foretog man operation med fjernelse af brystet (mastektomi) og lymfeknuderne i armhulen (aksilrømning). Der blev ikke fundet yderligere kræft i det resterende brystvæv, og der var ikke spredning til de fjernede lymfeknuder i armhulen.

Af den indhentede speciallægeerklæring fremgik det, at man med overvejende sandsynlighed kunne have stillet en sikker diagnose, hvis man havde foretaget en grovnålsbiopsi. Dermed kunne man have sparet kvinden for et operativt indgreb.

Det fremgik også, at det under hensyn til kræftknudens størrelse og placering havde været mulig at foretage en brystbevarende operation.

Da en brystbevarende operation er en mindre indgribende behandling end total fjernelse af brystet (mastektomi), og kvinden med en brystbevarende operation og efterfølgende strålebehandling kunne opnå samme statistiske overlevelsesprognose, fandt Patienterstatningen, at kvinden med overvejende sandsynlighed ville have taget imod tilbuddet om brystbevarende operation. Hun var derfor berettiget til erstatning som følge af fjernelsen af brystet.

Afgørelsesdato: 27. september 2006