Efter et hjertestop fik patienten i 1991 indopereret en pacemaker.
Patienten havde efterfølgende vedvarende gener i form af nedsat funktionsniveau og blackouts. Pacemakeren blev årligt kontrolleret og udskiftet i 1999 og 2005, fordi batteriet var brugt op.
Ved kontrol i 2006 konstaterede man, at pacemakeren var fejlindstillet, og den blev justeret. Patienten oplevede herefter en nærmest mirakuløs bedring af sin fysiske formåen.
Patienterstatningen vurderede, at man ved optimal behandling på et langt tidligere tidspunkt havde opdaget fejlindstillingen af pacemakeren og foretaget den fornødne justering. Sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1).
Patienten blev tilkendt den maksimale godtgørelse for svie og smerte. Derimod var der ikke grundlag for at yde godtgørelse for varigt mén, da der efter justeringen af pacemakeren skete en normalisering af patientens helbredstilstand.
Sagen er et eksempel på, at en skade i visse tilfælde kun udløser midlertidige følger, hvilket i dette tilfælde bestod af nedsat funktionsniveau og blackouts. Det var disse gener, der blev kompenseret for ved godtgørelsen for svie og smerte. Da generne forsvandt efter justeringen af pacemakeren, var der ingen varige følger efter skaden og dermed ikke grundlag for at yde godtgørelse for varigt mén.
Afgørelsesdato: 22. maj 2008