En 28-årig kvinde blev set hos egen læge med en øm knude i venstre bryst og blev sat i antibiotisk behandling. 2 år senere blev patienten henvist til mammografi, hvor man konstaterede, at hun havde brystkræft med spredning til lymfesystemet samt multiple metastaser i begge lunger samt til rygsøjlen og ribben. Der blev herefter iværksat behandling med kemoterapi.
Patienterstatningen vurderede, at man burde have diagnosticeret kræftsygdommen 2 år tidligere, og at man da med overvejende sandsynlighed kunne have iværksat helbredende behandling.
Patienten blev i første omgang tilkendt et foreløbigt varigt mén på 10 % for det psykiske ubehag ved bevidstheden om den forringede prognose. Efter indhentelse af yderligere lægeoplysninger vurderede Patienterstatningen, at patienten kunne tilkendes et yderligere varigt mén på 80 %. Patienten fik udbetalt lidt over 3,5 mio. kr. for varigt mén og erhvervsevnetab.
Medierne viste i foråret 2008 stor interesse for Patienterstatningens erstatningsudmåling til kræftpatienter, der var påført en skade som følge af forsinket diagnosticering. Det blev blandt andet anført, at disse patienter skal dø, før der bliver udbetalt erstatning. Dette er ikke korrekt. I den nævnte sag var patienten fortsat i live, da erstatningen blev udbetalt.
Sagen illustrerer, at der i praksis tilkendes op til 10 % varigt mén for den psykiske belastning ved bevidstheden om den forringede overlevelsesprognose. Hvis der sker en yderligere forværring af sygdommen som følge af diagnoseforsinkelsen, kan der udbetales yderligere erstatning til patienten.
Afgørelsesdato: 17. november 2008