En 51-årig kvinde blev i forbindelse med indsættelse af en knæprotese i 1997 påført en skade i form af kroniske smerter og svær instabilitet i sit højre knæ.
På baggrund af oplysningerne fra patientens egen læge og en medicinudskrift fra patientens apotek fandt Patienterstatningen, at der var grundlag for at yde erstatning for såvel midlertidige som varige medicinudgifter.
Den pågældende patient havde fordelt over 3 år taget 11 forskellige typer medicin. Ud over at vurdere, om alle medicintyper kunne tilskrives patientskaden, skulle priserne på de enkelte medicintyper fremskaffes og lægges sammen, ligesom der af hensyn til de skiftende medicintilskudsregler skulle tages højde for, hvilket år udgifterne var afholdt. Endelig var patienten medlem af Sygeforsikringen ’danmark’ gruppe 5, hvorfor hun fik dækket 50 % af udgifterne til de tilskudsberettigede medicintyper.
Dernæst skulle der ske en beregning af patientens erstatning for fremtidige helbredelsesudgifter. En sådan beregning sker med udgangspunkt i udgifterne på afgørelsestidspunktet.
På baggrund af Lægemiddelstyrelsens hjemmeside blev patientens årlige udgifter fastsat til kr. 9.617,40, der var fuldt ud tilskudsberettiget. Efter de på afgørelsestidspunktet gældende tilskudsregler var den årlige egenbetaling kr. 540,00. For udgifter mellem kr. 540,00 og kr. 1.300,00 blev der ydet et tilskud på 50 %. Udgifter over kr. 1.300,00, men under kr. 3.045,00 blev dækket med 75 %. For den del af udgifterne, der lå over kr. 3.045,00, udgjorde tilskuddet 85 %. Patientens årlige egenbetaling udgjorde herefter kr. 2.342,11, hvoraf halvdelen blev dækket gennem patientens medlemskab af Sygeforsikringen danmark. De reelle årlige udgifter var således kr. 1.171,06.
Erstatning for fremtidige medicinudgifter fastsættes som et kapitalbeløb én gang for alle. Uanset at den pågældende sag skulle vurderes efter den tidligere EAL (1984-loven), benyttede Patienterstatningen principperne fra den nugældende EAL § 1a. Patienterstatningen anvendte derfor en kapitaliseringsfaktor på 10, ligesom der blev foretaget aldersreduktion af erstatningen, jfr. § 1a, sidste pkt., jfr. § 4, stk. 2. Patienten var 51 år på skadetidspunktet, og hendes erstatning blev derfor reduceret med 12 %.
Sagen illustrerer, at beregningen af erstatning for medicinudgifter ofte er en kompliceret og meget tidskrævende del af selve erstatningsberegningen, uanset at erstatningen for disse udgifter ofte kun vil udgøre en beskeden del af den samlede erstatning. I det pågældende tilfælde beløb erstatningen for medicinudgifter sig ikke engang til kr. 15.000 af en samlet erstatning på kr. 800.000.
Afgørelsesdato: 19. februar 2001