Psykiatri

En 47-årig kvinde med bipolar lidelse og borderline blev indlagt på psykiatrisk afdeling, efter hun havde forsøgt selvmord ved at drukne sig.

Efter et par dages indlæggelse blev hun overflyttet til en anden psykiatrisk afdeling. Kvinden oplyste, at hun hverken havde tanker eller planer om selvmord. Personalet vurderede dog, hun havde øget selvmordsrisiko, da hun var tilbageholdende, og da der var dårlig kontakt. De låste dørene, og kvinden fik lov at ryge overvåget i rygegården.

Da kvinden bad om at komme ud at ryge igen, lod man hende komme ud i rygegården – denne gang uden overvågning. Denne gang stak hun af ved at forcere et hegn. Kvinden blev efterfølgende fundet livløs i vandet. Hun kom på hospitalet, hvor hun blev genoplivet. Kvinden oplevede midlertidigt gangbesvær og føle- og balanceforstyrrelser på grund af hendes selvmordsforsøg.

Patienterstatningens vurdering

Personalet burde have holdt opsyn med kvinden under hendes udgang til rygegården. I så fald havde kvinden ikke haft mulighed for at forsøge selvmord igen.

Erstatning

Kvinden fik 25.000 kr. i erstatning for helbredsudgifter og en forlænget sygeperiode som følge af generne efter selvmordsforsøget. 

Sagsnummer: 16-10399.

En 58-årig mand led af angst og langvarig nedtrykthed med depressive symptomer (dystymi). Han havde desuden et hidsigt temperament, uro og rastløshed. Han modtog derfor behandling med antidepressiv medicin og antipsykotika i lave doser.

Efter medicinsk behandling i en årrække udviklede manden udprægede tics i ansigtet, hovedet, armene og benene, og psykiateren vurderede, at der var tale om senbivirkninger til behandlingen. Han søgte derfor erstatning.

Patienterstatningens vurdering

Da der var tale om en kendt, men sjælden bivirkning, og da der ikke var andre neurologiske forklaringer på mandens tics, vurderede Patienterstatningen, at der var årsagssammenhæng mellem generne og behandlingen.

Generne var omfattende, og de var værre, end hvad han med rimelighed burde acceptere set i forhold til alvoren af hans psykiske sygdom.

Erstatning

Manden fik ca. 280.000 kr. i godtgørelse for generne.

Sagsnummer: 16-0590.

En 15-årig dreng blev udredt for autisme ved brug af en række diagnostiske redskaber, forældreinterview og psykologsamtale. Man vurderede ud fra disse, at han ikke led af autisme, men af angst.

Han fik det efterfølgende værre, og det kulminerede i et selvmordsforsøg.

To år efter den første udredning gennemgik han en ny udredning for autisme, og man vurderede nu, at de diagnostiske kriterier for diagnosen var opfyldt, hvorefter der blev afholdt netværksmøder med kommunen og iværksat psykoterapi.

Drengen søgte erstatning for den forsinkede diagnosticering.

Patienterstatningens vurdering

Den første udredning levede ikke op til den behandling, som en erfaren specialist ville have udført, da de diagnostiske redskaber ikke blev anvendt korrekt, og da drengen ikke var vurderet af en speciallæge i psykiatri. En speciallæge i psykiatri ville have suppleret resultaterne fra undersøgelserne med en vurdering af det kliniske indtryk af patienten.

Samlet set ville dette have medført, at drengen havde fået diagnosen autisme to år tidligere, hvorved han tidligere havde fået den relevante støtte. Han kunne derfor med overvejende sandsynlighed have undgået en del af generne og selvmordsforsøget i den mellemliggende periode.

Erstatning

Drengen fik en erstatning på ca. 60.000 kr. for en midlertidig forværring af sine psykiske gener.

Sagsnummer: 24-6826.

En 28-årig mand led af vrangforestillinger, synshallucinationer, tankemylder og hørte stemmer. Manden blev henvist til udredning for skizofreni. Manden opfyldte ikke alle betingelser for skizofreni, men fik alligevel stillet diagnosen.

Han fik derfor medicin for skizofreni. Medicinen havde ikke effekt, og manden stoppede med at tage den. I en periode på 2 år forsøgte man med forskellig medicinsk behandling, heriblandt antipsykotisk medicin. Manden ønskede derefter ikke medicin, selvom han havde symptomer.

6 år efter diagnosen blev stillet, blev manden undersøgt igen. Her vurderede lægerne, at manden havde tydelige tegn på Aspergers syndrom, og manden fik denne diagnose. Han havde ikke behov for medicin, men blot kommunal støtte.

Patienterstatningens vurdering

Patienterstatningen vurderede, at det var korrekt at stille diagnosen skizofreni på grund af de oplysninger, lægerne havde på det pågældende tidspunkt. Mandens symptomer pegede ikke dengang på Aspergers syndrom, og det var derfor korrekt at, manden fik medicin for skizofreni.

Erstatning

Manden fik ikke erstatning.

Sagsnummer: 20-1990.

En 41-årig mand led af PTSD og havde i årevis god effekt af en kombination af to slags medicin. Manden oplevede dog tørhed i munden og problemer med tænderne, hvilket han mente skyldtes medicinen.

Patienterstatningens vurdering

Manden fik den rette medicin i den rette dosis, og medicinen havde en god effekt på mandens PTSD. 

Mundtørhed er en almindelig bivirkning til de to typer af medicin, som manden tog, og bivirkningerne forsvinder normalt, når man stopper med at tage medicinen. Manden kunne ikke få erstatning, fordi der ikke var tale om en sjælden og alvorlig bivirkninger set i forhold til mandens PTSD.

Patienterstatningen mente heller ikke, at manden havde fået tandskader på grund af medicinen. Selvom mundtørhed kan øge risikoen for tandskader, fandt Patienterstatningen det mere sandsynligt, at tandskaderne var opstået som følge af mandens kost med fed og sød mad, som var beskrevet i journalen.

Erstatning

Manden fik ikke erstatning.

Sagsnummer: 21-3073.

En 12-årig dreng led af overoptagethed af kost og vægttab. Han havde desuden en forstyrret kropsopfattelse, restriktivt madindtag og lavt BMI.

Han blev behandlet for anoreksi, og man udredte ham samtidigt for andre psykiske lidelser – herunder autisme og OCD.

Drengens tilstand blev værre over flere år, og han udviklede alvorlig tvangspræget adfærd, hvilket nødvendiggjorde behandling med antipsykotika.

Drengen og hans familie søgte erstatning, fordi de mente, at behandlingen havde været utilstrækkelig.

Patienterstatningens vurdering

Drengen led af en svær spiseforstyrrelse, der udviklede sig til at være livstruende. Den største prioritet var derfor at få ham ernæret – uanset om det var med eller uden tvang, selv om han også led af andre psykiske gener. Behandlingen blev løbende revurderet, og der blev tilbudt relevante tiltag, motivation, psykoterapi og støtte.

De fortsatte gener skyldtes dermed ikke manglende behandling, men de var udtryk for, at drengen led af en svær spiseforstyrrelse.

Han var derfor ikke påført en behandlingsskade.

Ankenævnet for Patienterstatningen var enige i Patienterstatningens vurdering.

Erstatning

Drengen fik ikke erstatning.

Sagsnummer: 21-10576