En 56-årig møbelsnedker fik en behandlingsskade i ryggen, som medførte, at han ikke længere kunne arbejde som håndværker.
Han var sygemeldt fra 9. november 2020 og frem på grund af behandlingsskaden. I denne periode gennemgik han en arbejdsprøvning, som førte til, at han 29. marts 2022 blev tilkendt fleksjob 12 timer ugentligt.
Den 1. april 2022 blev han ansat i et fleksjob 12 timer ugentligt. Han blev imidlertid opsagt på grund af ordrenedgang med sidste arbejdsdag 20. november 2022. Herefter var han ledig mellem fleksjob og modtog ledighedsydelse, indtil han blev ansat i et nyt fleksjob 1. marts 2023.
Patienterstatningen opgjorde erstatning for tabt arbejdsfortjeneste uden fradrag for forventet afholdelse af ferie i perioden fra 9. november 2020 til ansættelsen i fleksjob 1. april 2022. Begrundelsen var, at manden var forhindret i at holde ferie på grund af sygdom i denne periode.
Fra 1. april 2022 og frem blev den forventede løn fastsat med fradrag for forventet afholdelse af ferie; også i den periode, hvor skadelidte var ledig mellem fleksjob.
Der blev lagt vægt på, at manden igen havde ret til at holde ferie i den periode, hvor han var ansat i et nyt fleksjob. Det samme gjorde sig gældende for den periode, hvor han modtog ledighedsydelse mellem fleksjobs. Han kunne derfor ikke anses for at være ferieforhindret i perioden fra 1. april 2022 og frem.
Patienterstatningen henviste til Højesterets dom af 3. juni 2004, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2004 side 2227, hvoraf fremgår, at en timelønnet lønmodtager har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste også i de uger, hvor vedkommende ville have afholdt ferie, hvis han ikke var sygemeldt. Han blev ikke betragtet som sygemeldt fra 1. april 2022 og frem.
Afgørelsesdato: 30. maj 2023.