En 65-årig kvinde døde på sygehuset på grund af akut hjertesvigt. Personalet var til stede i forbindelse med dødsfaldet, men undlod genoplivning, fordi en sygehuslæge en uge tidligere havde truffet beslutning om at undlade genoplivning ved hjertestop. Ifølge journalen var patienten og dennes mand enige i beslutningen.
Efterfølgende søgte manden om erstatning for dødsfaldet. Han gjorde gældende, at journalnotatet var en forkert gengivelse af samtalen. Hverken manden eller patienten var enig i beslutningen om at undlade genoplivning. Ifølge manden var det alene lægens beslutning, at der skulle undlades genoplivning.
En behandlingsansvarlig læge har ensidigt kompetence til at beslutte, at der ikke skal ske genoplivningsforsøg, hvis patienten er alvorligt syg eller døende, og videre behandling vurderes udsigtsløs. Lægen skal inddrage patienten i sine overvejelser, men det er lægen, der skal træffe beslutningen om genoplivning. Det er således ikke relevant, om en patient eller dennes ægtefælle er enig i beslutningen. Det afgørende spørgsmål er, om patientens helbredstilstand på tidspunktet for beslutningen er så dårlig, at patienten er uafvendeligt døende.
I den konkrete sag vurderede Patienterstatningen, at der var tale om en korrekt lægelig vurdering, at man undlod genoplivning af kvinden en uge efter, at beslutning om manglende genoplivning var truffet. Dette på baggrund af kvindens stærkt nedsatte almentilstand og fremadskridende kræftsygdom og henset til, at hun ikke ville have fået et værdigt liv, hvis genoplivningen var lykkedes.
Patienterstatningen afviste derfor sagen efter KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
Afgørelsesdato: 29. juni 2023.