En 83-årig kvinde blev akut indlagt, efter at hun havde forsøgt at begå selvmord ved at indtage en overdosis af stærk smertestillende medicin. Man konstaterede, at hun havde akut nyresvigt, respirationssvigt og lavt blodtryk, og iværksatte medicinsk behandling.
Da de pårørende ankom til sygehuset, oplyste de, at kvinden havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede at blive behandlet. Dette blev bekræftet af kvinden selv. Hun var kronisk smertepatient og ønskede at få fred.
Sygehuset accepterede kvindens ønske, indstillede behandlingen og overflyttede hende til geriatrisk afdeling med henblik på lindrende behandling. I forbindelse med overflytningen blev det noteret, at kvinden havde multiorgansvigt på grund af blodforgiftning og nedsynkning af maveindhold i lungerne.
Ved en samtale beskrev de pårørende kvinden som selvhjulpen med godt funktionsniveau og kognitivt fuldstændig velbevaret. Sygehuset informerede om, at man respekterede kvindens ønske om ikke at blive behandlet, og det blev noteret, at de pårørende satte pris på dette. Man oplyste, at den eneste behandlingsmulighed var dialyse, hvilket kvinden havde afslået. De pårørende var enige i dette fravalg.
Kvinden afgik ved døden den følgende dag. I obduktionserklæringen blev dødsårsagen angivet at være medicinforgiftning som følge af selvmord.
De pårørende anmeldte forløbet og anførte, at man ikke havde udredt kvinden tilstrækkeligt ved indlæggelsen, og at der ikke havde været grundlag for at indstille den medicinske behandling. Derudover mente de, at kvinden ikke havde været habil, og at man derfor ikke skulle have accepteret hendes tilgivelse af, at hun ikke ønskede at blive behandlet.
Patienterstatningen vurderede, at kvinden ikke var blevet påført skade ved behandlingen.
Patienterstatningen vurderede desuden, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard.
Der blev lagt vægt på, at man som patient har ret til selv at bestemme, om man ønsker at modtage behandling. Derudover var kvinden beskrevet som kognitivt velbevaret. Patienterstatningen vurderede derfor, at hun havde været tilstrækkeligt habil til at tage stilling til, om hun ønskede at blive behandlet.
Der blev også lagt vægt på, at kvindens fravalg af behandlingen ifølge journaloplysningerne blev truffet på et oplyst grundlag, og at hun havde forstået betydningen heraf. Det blev i den forbindelse tillagt vægt, at kvinden var tidligere sygeplejerske.
Endelig blev der lagt vægt på, at sygehuset ad flere omgange havde inddraget de pårørende i beslutningen om ikke at iværksætte livreddende behandling, og at det var noteret, at de pårørende var enige i denne beslutning.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 19, stk. 1.
Afgørelsesdato: 19. januar 2021