En 25-årig kvinde udviklede bugspytkirtelbetændelse under sin graviditet og blev sat i behandling med smertestillende medicin. På grund af betændelsestilstanden fik hun foretaget kejsersnit ca. tre uger før termin og fødte en søn, der blev overflyttet til neonatalafdelingen. Efter en uge blev mor og søn udskrevet, og moderen blev informeret om, at hun langsomt kunne trappe ud af den smertestillende behandling.
Tre uger senere blev drengen indlagt med abstinenser. Det blev oplyst, at moderen i stedet for at trappe ud af den smertestillende behandling brat var stoppet med behandlingen. Man iværksatte medicinsk behandling af drengen, og han blev udskrevet igen efter et par uger.
Ved efterfølgende kontrol havde drengen udviklet tiltagende uro i kroppen, men han havde en fin psykomotorisk udvikling. Man vurderede, at hans uro ville aftage over nogle måneder.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen på sygehuset havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, og at forløbet skulle vurderes efter reglen om bivirkninger til lægemidler i KEL § 43.
Efter KEL § 43 ydes der erstatning, hvis der som følge af egenskaber ved et lægemiddel opstår en skade, som går ud over, hvad patienten med rimelighed bør acceptere. Bestemmelsen omfatter som udgangspunkt kun den patient, der behandles med lægemidlet. Patienterstatningen fortolker dog reglen således, at den også omfatter børn, der ved amning får bivirkninger af moderens medicin, da der i den situation foreligger identifikation mellem mor og barn. Det er i dette tilfælde en betingelse for erstatning, at barnets skade opfylder betingelserne i KEL § 43.
Patienterstatningen vurderede, at drengens skade ikke gik ud over, hvad han med rimelighed måtte tåle som led i behandlingen af moderens sygdom. Der blev lagt vægt på, at skaden kun var forbigående, og at den medicinske behandling havde været nødvendig på grund af moderens alvorlige betændelsestilstand. Skaden var derfor ikke alvorlig nok til at udløse erstatning set i forhold til moderens sygdom, og sagen blev afvist efter KEL § 43.
Afgørelsesdato: 26. maj 2020