En 16-årig dreng blev henvist til fysioterapi på grund af smerter i ryg og skulder, formentlig udløst af overtræning i forbindelse med svømning. Han blev i første omgang behandlet med manuel behandling, udspænding og ultralyd og instrueret i stabiliserende øvelser.
På grund af fortsatte smerter besluttede man senere at tilbyde behandling med akupunktur. Man isatte nåle i den øverste del af ryggen og mellem skulderbladene i en dybde på ca. to cm. Drengen havde ingen gener under selve behandlingen.
På hjemvejen fik drengen pludselig smerter fra venstre side af brystet, og ved en undersøgelse på akutmodtagelsen senere samme dag konstaterede man, at der var sket sammenfald af begge hans lunger. Han blev derfor indlagt til behandling med dræn i lungerne.
Patienterstatningen vurderede, at sammenfaldet af lungerne med overvejende sandsynlighed var opstået som følge af behandlingen med akupunktur, da drengen havde udviklet smerter i brystet kort tid efter behandlingen.
Patienterstatningen vurderede også, at behandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard.
Der blev lagt vægt på, at der var tale om en ung sportsmand, og at der derfor var ekstra kort afstand mellem hudniveau og lungehinde. Derudover var der særlig kort afstand til lungerne i det område af ryggen, hvor behandlingen med akupunktur ifølge oplysningerne var foretaget. Der var derfor en relativt stor risiko for at punktere lungehinderne i dette område ved blot at stikke én cm ned.
Efter Patienterstatningens vurdering havde behandling i overensstemmelse med erfaren specialiststandard været, at man havde været yderst forsigtig og fx brugt ekstra korte nåle og ikke stukket lige ned, men skråt ind mod rygsøjlen.
Sagen blev derfor anerkendt efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.
Drengen fik ikke varige mén af skaden, men han blev tilkendt en mindre godtgørelse for svie og smerte.
Afgørelsesdato: 25. januar 2018