En 51-årig kvinde blev opereret for et bristet aneurisme (en udposning på et blodkar) i hjernen. Under operationen opstod der en hjernehindeblødning, som medførte en hjerneskade. I forbindelse med den efterfølgende respiratorbehandling udviklede hun hjertestop, hvilket forværrede hjerneskaden.
Patienterstatningen vurderede, at behandlingen havde levet op til erfaren specialiststandard, og at de indtrådte komplikationer ikke gik ud over, hvad kvinden måtte tåle. Der blev lagt vægt på, at et bristet aneurisme er en livstruende tilstand, som ubehandlet hyppigt har dødelig udgang, og at sygdommen selv efter en ukompliceret behandling er livstruende og kan medføre svær invaliditet. Sagen blev derfor afvist efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1, og KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Ankenævnet for Patienterstatningen var enig i vurderingen efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4. Ankenævnet vurderede imidlertid, at behandlingen i forbindelse med respiratorbehandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard. Ankenævnet anerkendte derfor den forværring af hjerneskaden, som hjertestoppet havde medført, efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Sagen blev herefter hjemvist til Patienterstatningen til fastsættelse af erstatningen.
Det fremgik af de lægelige akter, at kvinden var svært hjerneskadet og kun i en såkaldt "minimal bevidst tilstand". Patienterstatningen vurderede på den baggrund, at kvindens samlede mén var 120 %, og at skønsmæssigt 1/3, dvs. 40 % mén, skyldtes hjertestoppet.
Der blev givet afslag på godtgørelse for svie og smerte med den begrundelse, at kvinden selv uden følgerne efter hjertestoppet ville have haft behov for et langvarigt behandlings- og genoptræningsforløb, og at behandlingsskaden ikke havde medført et sygdoms- og behandlingsforløb udover det forventelige.
Der blev også givet afslag på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Der blev lagt vægt på, at kvinden selv med de forventelige følger efter hendes oprindelige sygdom og hjerneskade ville have været forhindret i at vende tilbage til arbejdsmarkedet, selv i et meget skånsomt arbejde. Hun ville således under alle omstændigheder have været nødt til at ophøre med at arbejde og være blevet tilkendt førtidspension. Derudover ville hendes funktionsniveau under alle omstændigheder have været så betydeligt nedsat, at hun ikke ville have haft en egentlig resterhvervsevne i behold, der kunne være brugt til arbejde af værdi for andre end hende selv.
Under sagen var der rejst krav om erstatning for både midlertidige og livsvarige udgifter til fysioterapi.
Patienterstatningen afviste at erstatte de midlertidige udgifter til fysioterapi. Der blev lagt vægt på, at kvindens behov for fysioterapi langt overvejende var udløst af følgerne efter hendes hjernehindeblødning og dermed hendes oprindelige hjerneskade og ikke af den forværring, som hjertestoppet havde medført. Derudover var udgifterne til fysioterapi ikke afholdt i umiddelbar tidsmæssig sammenhæng med skaden.
Patienterstatningen afviste også at erstatte de livsvarige udgifter til fysioterapi. Der blev lagt vægt på, at behandlingen ikke var afgørende for kvindens helbredstilstand henset til, at hendes funktionsevne reelt var ophævet. Det er desuden fast praksis, at der ikke ydes erstatning for livsvarige udgifter til fysioterapi, da der ikke er dokumentation for varig effekt af en sådan behandling.
Afgørelsesdato: 9. juli 2017