En ung kvinde blev i 2012 udredt genetisk for, om hun var særligt disponeret for at udvikle hjertesygdommen Brugada. Baggrunden var, at der havde været flere svære hjertetilfælde i hendes familie. Undersøgelserne viste, at hun ikke var bærer af genet, og at hun derfor ikke ville udvikle sygdommen.
I 2016 fik kvinden at vide, at der var sket en fejl, og at hun var bærer af genet og derfor havde 50 % risiko for at udvikle sygdommen. Det blev aftalt, at hun skulle have foretaget en test med henblik på at afklare, om hun havde sygdommen. Inden man nåede at indkalde hende til testen, fik hun imidlertid besked om, at hun alligevel ikke var bærer af genet og derfor ikke kunne give sygdommen videre til sine børn.
Kvinden anmeldte, at hun var blevet påført skade i form af psykisk påvirkning som følge af forløbet.
Patienterstatningen vurderede, at kvinden ikke havde ret til erstatning som følge af, at hun i en periode havde været psykisk påvirket ved tanken om, at hun var bærer af genet og havde risiko for at udvikle hjertesygdommen.
Der blev lagt vægt på, at hun ikke var påført varige mén, hverken fysisk eller psykisk. Der blev også lagt vægt på, at det forhold, at hun i en periode havde troet, at hun var bærer af genet, ikke kunne betragtes som en skade i lovens forstand.
Afgørelsesdato: 20. juni 2017