En 46-årig kvinde var gennem en 10-årig periode blevet medicinsk behandlet for en til tider svær depression med præparatet Venflaxin. Som følge af behandlingen udviklede hun mundtørhed og heraf følgende dårlig tandstatus, og hun endte med at få indsat tandproteser. Selve mundtørheden forsvandt, efter at behandlingen var ophørt, og hendes slimhinder var normale.
Patienterstatningen vurderede, at skaden ikke gik ud over, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle som led i behandlingen af sin psykiske lidelse. Der blev lagt vægt på, at mundtørhed er en hyppigt forekommende bivirkning til behandling med antidepressiv medicin - dog er det ikke hyppigt, at der udvikles mundtørhed i en sådan grad, at man mister sine tænder.
Herudover blev der lagt vægt på, at kvinden blev behandlet for depression, som ubehandlet kan være ødelæggende og invaliderende i forhold til at kunne opretholde en hverdag og fungere i det daglige. Behandlingen var derfor nødvendig, for at hendes tilstand forblev stabil.
Det fremgik i øvrigt, at kvinden ikke havde gået til regelmæssig tandrensninger, hvilket kunne have medvirket til, at hun havde fået dårlige tænder.
Sagen blev derfor afvist efter KEL § 43.
Afgørelsesdato: 14. september 2016