En 48-årig mand blev i en periode fra maj 2013 og frem undersøgt af sin praktiserende læge på grund af mavesmerter, blodig og sort afføring og vekslende afføringskonsistens. Lægen tolkede det i første omgang som hæmorider og for meget mavesyre, og først i juli 2014 blev patienten henvist til kikkertundersøgelse. Det viste sig, at han havde tarmkræft.
Patienten klagede til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, da han mente, at hans kræftsygdom var diagnosticeret for sent. Han klagede også over, at lægen ikke havde informeret ham om muligheden for at søge erstatning.
Disciplinærnævnet vurderede, at lægen havde handlet under normen for almindeligt anerkendt faglig standard, da han ikke havde reageret relevant på patientens symptomer, der kunne tyde på tarmkræft. De kritiserede derfor lægen for at have overtrådt autorisationslovens § 17.
I forhold til den manglende information om muligheden for at søge erstatning havde lægen forklaret, at det havde været hans hensigt at informere patienten om dette, når der var kommet ro omkring den akutte situation. Disciplinærnævnet vurderede dog, at lægen burde have informeret patienten om muligheden for at søge erstatning i forbindelse med en konsultation, der havde fundet sted i august 2014. De kritiserede derfor lægen for at have overtrådt informationspligten i KEL § 23.
Sagen blev også anmeldt til Patienterstatningen, som anerkendte forsinket diagnosticering af tarmkræft hos den praktiserende læge efter KEL § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.
Afgørelsesdato: 2. februar 2016