En 51-årig kvinde med tendens til besvimelse blev behandlet for nakkesmerter hos en kiropraktor. Under en af behandlingerne reagerede patienten i forbindelse med gennemføling af en muskel på underarmen ved at rejse sig op fra stolen i et sæt. Hun styrtede skråt ned i en skrue på behandlingsbordet og mistede bevidstheden. Ved faldet pådrog hun sig en flænge i baghovedet, som blev syet. Hun klagede efterfølgende over svimmelhed, træthed, hukommelsesvigt og dårlig søvn.
Patienterstatningen vurderede, at det forhold, at kvinden besvimede, måtte tilskrives hendes egne helbredsmæssige forhold, herunder hendes tendens til besvimelse. Patienterstatningen vurderede desuden, at besvimelsen under behandlingen var en tilfældig hændelse, som ikke var udløst af kiropraktorbehandlingen. Der blev lagt vægt på, at den udførte kiropraktorbehandling ikke var egnet til at udløse en besvimelse.
Sagen blev derfor afvist med den begrundelse, at kvinden ikke var påført skade ved behandlingen, jf. KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen. Nævnet bemærkede, at det efter sagens oplysninger ikke var godtgjort, at der med overvejende sandsynlighed var årsagssammenhæng mellem faldet, besvimelsen, flængen i baghovedet og kvindens vedvarende helbredsgener og behandlingen hos kiropraktoren. Efter nævnets vurdering måtte dette mere sandsynligt henføres til kvindens egne forhold.
Afgørelsesdato: 29. oktober 2014