En 67-årig mand fik foretaget en bypass-operation. I forbindelse med narkosen faldt hans blodtryk og puls, og han rødmede over hele kroppen. Lægerne tolkede det som en pludselig allergisk reaktion og behandlede med adrenalin, hvilket havde en god effekt. Derudover forløb operationen planmæssigt.
12 dage efter udskrivelsen opsøger patienten egen læge på grund af diarre. Han mente selv, at han havde det dårligt på grund af den medicin, han fik.
Dagen efter blev han indlagt på et nyt sygehus, fordi han ikke fik det bedre. Patienten blev behandlet for væskemangel, og man anførte, at det ikke var sikkert, at medicinen var skyld i hans maveonde.
Efterfølgende afleverede patienten fæcesprøver hos egen læge med henblik på analyse hos mikrobiologer.
2 dage herefter blev patienten genindlagt. Denne gang på grund af opkast, diarre samt mavesmerter. Man afventede svar på fæcesprøverne, og behandlede patienten med Cefuroxim.
Da patienten ikke fik det bedre, foretog man en CT-skanning, som viste en betændelsestilstand i tarmen. Prøverne fra tarmen viste blandt andet tegn på clostridium difficile.
Patienten fik den efterfølgende dag fjernet tyktarmen og anlagt en stomi.
Ved afgørelsen af sagen blev det lagt til grund, at infektionen med overvejende sandsynlighed blev påført under patientens første indlæggelse. Det vurderes imidlertid, at den manglende behandling og diagnosticering af infektionen ved patientens anden indlæggelse var årsag til patientens varige mèn .
Havde man behandlet patienten optimalt havde man med overvejende sandsynlighed forhindret forløbet med udvikling af blodforgiftning og den efterfølgende stomi. Sagen blev derfor anerkendt.
Afgørelsesdato: 7. maj 2012