En 35-årig kvinde blev påført skade som følge af forsinket diagnosticering og behandling af hjernebetændelse, hvilket udløste et varigt mén på 25 %.
Til brug for vurderingen af, om der skulle ydes erstatning for erhvervsevnetab, indhentede Patienterstatningen de sociale akter fra kommunen. Det fremgik heraf, at patienten var kommet til Danmark fra Irak ca. 9 år før skadens indtræden, og at hun aldrig havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun havde før skaden gennemgået et afklaringsforløb, hvor hun på grund af helbredsmæssige problemer havde arbejdet under 25 % af normen på det ordinære arbejdsmarked. Hun havde desuden givet udtryk for, at hun ikke havde noget ønske om at blive selvforsørgende. Kommunen vurderede, at hun havde så omfattende barrierer vedrørende såvel praktiske som personlige/sociale kompetencer, at en tilknytning til arbejdsmarkedet på ordinære vilkår ikke var realistisk.
Ud fra disse oplysninger vurderede Patienterstatningen, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patienten ville være kommet i arbejde, hvis skaden ikke var indtrådt. Patienterstatningen vurderede desuden, at patientens evne til at udføre arbejde i hjemmet allerede inden skaden var væsentligt nedsat. Der blev lagt vægt på, at hendes arbejdsevne i hjemmet var under 10 timer om ugen og dermed af ubetydelig karakter. Der blev derfor givet afslag på erstatning for erhvervsevnetab.
Afgørelsen er tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Afgørelsesdato: 4. november 2010