En 67-årig mand blev opereret for sent for sin kræftsygdom, hvilket medførte, at sygdommen udviklede sig, og han afgik ved døden. Patienterstatningen vurderede, at dødsfaldet med overvejende sandsynlighed skyldtes behandlingsforsinkelsen.
Manden var ca. 1½ år før skaden blevet separeret fra sin hustru, som dog oplyste, at de havde genoptaget samlivet inden mandens død. Hun forklarede, at hun havde passet manden under hans sygdom, skiftevis i hans og hendes eget hjem. De havde fortsat boet hver for sig, men de havde været sammen i weekenderne. Få dage inden mandens død havde de besluttet, at han skulle flytte hjem til hustruen, men dette nåede han ikke.
Spørgsmålet var, om parret havde genoptaget samlivet, således at separationen måtte anses for bortfaldet, og hustruen dermed var berettiget til erstatning for forsørgertab.
Det fremgik af oplysningerne fra bobehandlingen, at parret havde oprettet gensidigt testamente, hvorved de tilgodeså hinanden mest muligt. Hustruen modtog dog kun arv ifølge testamentet, og ingen ægtefællearv. Arveretligt blev parret altså ikke anset for at have genoptaget samlivet med den konsekvens, at separationen kunne anses for bortfaldet. Patienterstatningen vurderede derfor, at hustruen heller ikke erstatningsretligt skulle betragtes som ægtefælle. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning for forsørgertab.
Efter EAL § 13 ydes der erstatning for forsørgertab til ægtefæller og samlevere. Ægtefællers ret til at få erstatning efter bestemmelsen bortfalder ved separation og skilsmisse. Hvis et par genoptager samlivet efter at være blevet separeret, bortfalder separationen, og parret anses herefter atter for at være ægtefæller. Om separationen er bortfaldet, har således betydning for vurderingen af, om en frasepareret ægtefælle kan få erstatning for forsørgertab.
Afgørelsesdato: 1. december 2011