En 51-årig mand blev i marts 1995 opereret for forstørret blærehalskirtel med fjernelse af noget af kirtlen. Det fjernede væv blev sendt til histologisk undersøgelse og det operative efterforløb var komplikationsfrit.
Histologisvar af det fjernede prostatavæv påviste, at patienten havde prostatakræft, hvilket patienten imidlertid først blev informeret om efter et år.
Fra november 1995 fik patienten begyndende smerter svarende til højre lyske, hvilket egen læge primært mente skyldtes et lyskebrok eller myoser. På grund af vedvarende smerter blev patienten sendt til røntgenundersøgelse af ryg og bækken, der viste spredning af kræft til knoglerne. Den 6. maj 1996 fik patienten på grund af metastasesmerter fjernet testiklerne.
Patienterstatningen vurderede på grundlag af de kliniske oplysninger og blodprøvesvar, at patienten med overvejende sandsynlighed allerede forud for operationen i marts 1995 havde udbredt kræftsygdom, hvor eneste behandlingsmulighed ville have været fjernelse af testiklerne med henblik på hormonblokering. Hormonblokeringen ville have haft en smertelindrende effekt, men ingen livsforlængende effekt. Desto tidligere hormonblokering iværksættes, desto større effekt har den på smerterne i resten af livsforløbet.
Sagen er anerkendt efter PFL § 2, stk. 1 nr. 1 (KEL § 20, stk. 1, nr. 1), idet optimal behandling havde tilsagt, at man straks efter modtagelsen af histologisvar havde tilbudt patienten operativ fjernelse af testiklerne med henblik på smertelindring.
Patienten blev tilkendt godtgørelse for varigt mén efter EAL § 4 svarende til en méngrad på 8 % begrundet med, at patientskaden havde medført flere smerter i resten af livsforløbet, men at dette ikke var forkortet som følge af forsinkelsen.
Afgørelsesdato: 8. december 1997