En 49-årig mand, der havde gennemgået en levertransplantation i november 1997 og samtidig havde insulinkrævende sukkersyge, fik i 1998, endnu før han havde genoptaget sit arbejde efter transplantationen, tuberkulose, som udviklede sig til infektion i rygmarven.
Patienterstatningen anerkendte sagen, idet patientens rygmarvsinfektion efter tuberkulosen var diagnosticeret for sent, hvilket resulterede i, at trykket på patientens rygmarv blev forlænget, og de efterfølgende skader i form af lammelser i benene samt manglende kontrol over såvel urin som afføring blev mere omfattende end nødvendigt. Den samlede méngrad som følge af infektionen blev fastsat til 100 %, hvoraf forsinkelsen skønsmæssigt blev vurderet til at udgøre halvdelen nemlig 50 %.
Forud for patientskaden drev patienten egen apotekervirksomhed, men havde været sygemeldt fra denne siden transplantationen. Han havde således allerede været sygemeldt i mere end et år, da rygmarvsinfektionen indtrådte i 1998.
Patienten havde gener efter transplantationen i form af udtalt træthed og lav blodprocent.
Umiddelbart forud for patientskadens indtræden vurderede den behandlende læge, at patienten formentlig ville kunne genoptage arbejdet inden for det næste halve år evt. i reduceret omfang. Efter patientskaden blev han tilkendt højeste førtidspension.
Det samlede erhvervsevnetab blev vurderet til 100 %. Samtidig blev det skønnet, at patientens erhvervsevne forud for patientskadens indtræden som følge af transplantationsfølgerne var reduceret til 50 %. Denne resterhvervsevne var nu forsvundet som følge af rygmarvsinfektionen og den forsinkede diagnosticering af denne.
Erhvervsevnetabet som følge af diagnoseforsinkelsen blev herefter skønsmæssigt fastsat til 25 % (årsberetning 1999).
Patienterstatningens sager adskiller sig fra andre erstatningssager ved næsten altid at indeholde et element af årsagskonkurrence mellem den causale faktor (patientens grundsygdom) på den ene side, og den erstatningsberettigende adfærd (patientskaden) på den anden side. Den erstatningsmæssige opgørelse af sagerne indebærer derfor, at der skal foretages en opdeling af skadesfølgerne mellem disse to faktorer, da det jo kun er patientskaden, der udløser erstatning efter patientforsikringsloven.
Opdelingen af erhvervsevnetabet vil undertiden, som det også var tilfældet i den citerede sag, indebære et stort element af skøn, da det sjældent er muligt præcist at sige, hvilken arbejdsevne patienten havde haft tilbage, såfremt han kun havde haft følgerne af grundsygdommen og ikke samtidig følgerne efter patientskaden.
I en sag som den aktuelle vil opdelingen af ménet mellem grundsygdom og patientskade være retningsgivende for, hvordan erhvervsevnetabet skal opdeles mellem samme grundsygdom og patientskade. Patienterstatningen vurderede således, at det samlede mén som følge af rygmarvsinfektionen og den forsinkede diagnosticering af denne, kunne fastsættes til 100 %, og at diagnoseforsinkelsen skønsmæssigt var årsag til halvdelen af dette.
Tilsvarende vurderede Patienterstatningen, at patientens erhvervsevne var reduceret til 50 %, da rygmarvsinfektionen indtrådte, og at patienten efter behandlingen af rygmarvsinfektionen var helt uden erhvervsevne. Skønsmæssigt halvdelen af dette erhvervstab tab, nemlig 25 %, blev i overensstemmelse med ménfordelingen vurderet til at være en følge af diagnoseforsinkelsen.
Sagen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 20. december 1999