En 43-årig mand blev frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Under indlæggelsen var hans tilstand vekslende og efter en uges indlæggelse blev han frivilligt overflyttet til en lukket afdeling, idet han var anspændt, verbalt aggressiv og mente, at der var en bombe på hospitalet.
På et tidspunkt meddelte personalet patienten, at bæltefiksering eventuelt ville kunne komme på tale, hvorefter patienten greb fat i en plejer. Da personalet opfattede patienten som truende, blev han overmandet, og fastholdt med overkroppen mod et sofasæde, hvorefter en sygeplejerske blev tilkaldt, og gav patienten en injektion med antipsykotisk medicin.
Efter ca. fem minutter løsnede man grebet, og patienten blev da fundet livløs. Efterfølgende genoplivningsforsøg viste sig resultatløs.
Patienterstatningen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at fastholdelsen af patienten, udover en kort periode på få sekunder, var blevet gennemført således, at øjenkontakt, eventuelt verbal kontakt og observation af vejrtrækning kunne have været gennemført, og patientens efterfølgende død dermed med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået. Patienterstatningen fandt herefter sagen for omfattet af PFL § 2, stk. 1, nr. 1, (95-0766) (1996 Årsb.).
Afgørelsesdato: 29. januar 1996