En 64-årig mand blev indlagt på et sygehus med et svært splintret brud af venstre fodled. Man opererede samme dag patienten under rygmarvsbedøvelse.
Efter operationen var patienten generet af manglende evne til at lade vandet, og han måtte derfor bruge et kateter. Man vurderede, at der var opstået en blærelammelse i forbindelse med rygmarvsbedøvelsen.
Det fremgik af sygeplejejournalen, at patienten dagen efter operationen ikke havde spontan vandladning. To dage efter operationen havde patienten fortsat ikke haft vandladning siden brug af kateter om natten, og tre dage efter operationen havde patienten fortsat ikke haft vandladning.
Der var således tilsyneladende ikke lagt nogen plan for fast monitorering af blærefyldning og -tømning for at undgå udspiling af blæren.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, idet behandlingen af patientens manglende evne til at lade vandet ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på det pågældende område.
Patienterstatningen vurderede, at optimal behandling havde tilsagt, at man havde overvåget patienten bedre med henblik på konstatering af den manglende vandladning og behov for kateter.
Patienterstatningen vurderede endelig, at den tilbagevendende udspiling af blæren på grund af manglende tømning var den overvejende årsag til den varige lammelse af blæren og det deraf følgende varige behov for brug af kateter.
Afgørelsesdato: 25. april 2001