En 32-årig førstegangsfødende kvinde havde i løbet af graviditeten fået konstateret, at barnet lå med hovedet opad (underkropspræsentation). Man havde forsøgt at vende barnet, men uden held. Man planlagde vaginal fødsel, men aftalte dog at udføre et kejsersnit, hvis moderen ikke var gået i spontan fødsel inden 42. uge.
I uge 41 + 5 dage henvendte moderen sig med veer. Der var begyndende fødsel. Der var imidlertid vesvækkelse, hvorfor man stimulerede med s-drop (vestimulerende middel). Herefter skred fødslen fremad, og man kunne efterhånden skimte barnets sæde. Der blev anlagt klip i mellemkødet, og i næste ve fødtes kroppen til navlen. Herefter fødtes kroppen til brystkassen. Skuldrende sad imidlertid fast, og disse blev forløst ved en speciel forløsningsteknik. Hovedet sad efterfølgende fast og blev ligeledes forløst ved en særlig teknik.
Efter fødslen blev barnet overflyttet til afdelingen for for tidligt fødte. Barnet havde betydelige blodudtrækninger og hudafskrabninger på balderne og regionen omkring kønsdelene. Det blev endvidere konstateret, at barnet havde brækket begge nøgleben. Senere viste det sig, at barnet var svært retarderet med mistanke om blindhed.
Moderen oplyste over for Patienterstatningen, at hun var utryg ved at skulle føde vaginalt, da hun netop frygtede, at barnet ville sidde fast. Hun anførte, at hun flere gange nævnte over for personalet, at hun hellere ville føde ved kejsersnit, men der blev på trods heraf indgået aftale om, at hun skulle føde vaginalt, dersom hun gik i spontan fødsel inden 42. uge.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 3, der giver mulighed for at yde erstatning, hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom.
Patienterstatningen lagde vægt på, at ved fødsel i sædestilling kunne vaginal forløsning og kejsersnit anses for to ligeværdige forløsningsteknikker i den situation, hvor den fødende havde udtrykt angst for at skulle føde vaginalt. Patienterstatningen lagde således vægt på moderens udsagn om, at hun gentagne gange havde udtrykt ønske om at få foretaget et planlagt kejsersnit.
Det er vigtigt at understrege, at kejsersnit normalt ikke kan sidestilles med vaginal forløsning, idet vaginal forløsning i Danmark opfattes som den naturlige metode at føde børn ved. Der skal således være særlige forhold til stede hos enten moderen eller barnet, før kejsersnit er indiceret.
Det er endvidere vigtigt at fremhæve, at afgørelsen ikke giver udtryk for, at behandlingen fraveg erfaren specialiststandard. På baggrund af moderens angst for at skulle føde et barn i underkropspræsentation, var der imidlertid anledning for en erfaren specialist til at overveje brug af kejsersnit, og de to metoder måtte på baggrund heraf anses for ligeværdige.
Sagen blev derfor ikke anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1, som kun finder anvendelse, hvis behandlingen har fraveget erfaren specialiststandard.
Afgørelsesdato: 23. november 2001