En 45-årig kvinde blev indlagt akut på sygehuset, idet hun var faldet og havde pådraget sig en læsion af højre ankel.
Ved undersøgelse fandt man, at foden var forvredet, og at den indvendige ankelkno stak ud gennem et ca. 8 cm langt sår på ankelleddet.
Der blev foretaget påpladssætning og anlagt gipsbandage, og patienten blev herefter sat i behandling med antibiotika. I øvrigt fandt man normale nerve- og karmæssige forhold, og kontrolrøntgen viste et skråt brud svarende til den udvendige ankelkno.
Den efterfølgende dag foretog man operativ sammenføjning af bruddet, hvorved man opnåede en god stabilitet og stilling. Der blev herefter anlagt en gipsbandage.
Ved kontrol 3 måneder senere viste røntgen et ledskred, og begge indsatte kramper var knækket. Der blev derfor foretaget stabiliserende operation med ekstern fiksation. Efterfølgende røntgen viste uændret fejlplacering af fodleddet, men man fandt, at der kunne opnås acceptabel gangfunktion ved heling. Der var derfor ikke indikation for reoperation.
Ved røntgenkontrol ca. 1 måned senere konstaterede man, at foden var forskudt med nogen kipning i en indadvridningsstilling. Man fandt derfor indikation for re-operation, hvilket blev foretaget 2 dage senere.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter § 2, stk. 1, nr. 3, idet man fandt, at en anvendelse af en operativ sammenføjning af lægbensbruddet ved hjælp af en skinne med overvejende sandsynlighed ville have medført et bedre resultat og en væsentlig kortere behandlingsperiode (97-2560) (1998 Årsb.).
Afgørelsesdato: 18. maj 1998