En gravid kvinde havde i forbindelse med en tidligere graviditet lidt af svær præeclampsi (svangerskabsforgiftning) og havde som følge heraf fået sat fødslen i gang før tid med vellykket resultat.
Under en efterfølgende graviditet oplevede kvinden tilsvarende gener, og hun henvendte sig derfor første gang i 36. uge på sygehuset med anmodning om, at man satte fødslen i gang, hvilket man dog ikke fandt indikation for.
Kvinden blev herefter i 39. uge en morgen kl. 05.30 indlagt med veer, og kl. 07.00 anlagde man rygmarvsbedøvelse. En CTG-kurve viste kl. 09.30 langsom hjertelyd hos barnet, hvilket man tilskrev den anlagte rygmarvsbedøvelse. Barnets hjertelyd faldt dog yderligere, og efter at have fundet tegn på, at barnets puls var ophørt, iværksatte man kl. 10.50 kejsersnit.
Der blev ved kejsersnittet forløst en slap og meget medtaget dreng, som efter forgæves forsøg på hjertemassage efter 2 timer afgik ved døden.
Barnets mor anførte over for Patienterstatningen, at barnet efter hendes opfattelse døde som følge af, at man ikke foretog kejsersnit på et tidligere tidspunkt.
Patienterstatningen vurderede ved afgørelsen, at optimal behandling havde tilsagt, at man på baggrund af observationerne den pågældende morgen havde foretaget kejsersnit på et tidligere tidspunkt. Derved ville barnet med overvejende sandsynlighed have overlevet, og sagen blev derfor anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (96-1073) (1996 Årsb.).
Afgørelsesdato: 14. november 1996