I en sag om fastsættelse af erstatning som følge af et 5-årigt barns dødsfald blev der fremsat krav om erstatning for udgifter til psykologbehandling til barnets far samt godtgørelse for svie og smerte til begge forældre.
Patienterstatningen henviste til, at det er dansk rets hovedregel, at det kun er den skadelidte person selv (barnet), der er berettiget til erstatning, og ikke andre (forældrene), som indirekte lider tab ved personskaden.
For så vidt angik faderens psykologudgifter fandt Patienterstatningen heller ikke, at disse kunne dækkes.
Patienterstatningen henviste endvidere til dommen U 1988.166 H, hvor der ikke blev ydet erstatning til en mor, der pådrog sig et psykisk traume som følge af en ulykke, der overgik hendes barn.
I Højesterets dom U 1997.721 H blev der tilkendt erstatning og godtgørelse til en mor, der i forbindelse med en brandulykke forgæves forsøgte at redde sin søn og derved påførtes et traumatisk chok. Denne dom adskiller sig fra nærværende sag og fra dommen i U1988.166H ved, at moderen ved brandulykken selv var i overhængende fare, hvilket ifølge retspraksis anses for en nødvendig betingelse for tilkendelse af erstatning for chokskader.
Patienterstatningen fandt således ikke, at barnets forældre var berettiget til erstatning for psykologudgifter og godtgørelse for svie og smerte (årsberetning 1999).
Afgørelsesdato: 3. september 1999