En barn blev under fødslen påført en hjerneskade (cerebral parese), der medførte lammelse af venstre arm samt tegn på lettere lammelser i venstre ben. Skaden blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 20, stk. 1, nr. 1), da behandlingen ikke havde levet op til erfaren specialiststandard.
Patientens forældre fremsatte blandt andet krav om dækning af udgifter til patientens svømning og ridning. Af et brev fra sygehuset fremgik det, at patienten blev anbefalet at dyrke ridning og svømning med henblik på at vedligeholde og eventuelt forbedre armens motoriske funktion.
Patienterstatningen fandt, at der ikke kunne ydes erstatning for disse udgifter, uanset at der forelå et brev fra sygehuset om, at disse aktiviteter kunne anbefales. Patienterstatningen fandt, at svømning og ridning, om end det naturligvis ikke kunne afvises, at disse aktiviteter kunne have en gavnlig og vedligeholdende effekt på patienten, ikke havde karakter af egentlige helbredende foranstaltninger.
Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at de udgifter til genoptræning, der ifølge gældende retspraksis kan erstattes efter EAL § 1, som udgangspunkt er begrænsede til anerkendte behandlinger, der forestås af en autoriseret sundhedsperson, mens ridning og svømning, der ikke varetages af en fysioterapeut, i den sammenhæng må betragtes som alternative behandlingstilbud, der falder uden for bestemmelsens dækningsområde (årsberetning 2002).
Patienterstatningens afgørelse blev påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen. Patientens advokat fandt ikke, at retspraksis kunne hindre, at der blev ydet erstatning for udgifter til ridning og svømning. Advokaten anførte, at der var et konkret behov for træning, og at der ikke var tale om fritidsaktiviteter, men om tvungen genoptræning, som patienten var nødt til at deltage i for at bevare sit hidtidige funktionsniveau samt eventuelt at forbedre dette.
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte Patienterstatningens afgørelse.
Afgørelsesdato: 6. juli 1999