I forlængelse af en operation for brystkræft fik en patient i 1994 to blodpropper i hjernen med 14 dages mellemrum. Patienterstatningen vurderede, at den sidste blodprop kunne være undgået, hvis man i overensstemmelse med optimal lægelig standard havde iværksat antitrombotisk behandling med acetylsalicylsyre efter den første blodprop. Blodpropperne i hjernen medførte lammelser i det ene ben, total lammelse af den ene arm/hånd samt afasi (taleproblemer). Derudover udviklede patienten epilepsi som følge af skaderne i hjernen efter blodpropperne. Patienterstatningen fandt, at hjerneskaderne og følgerne herefter måtte tilskrives begge blodpropper, hvorfor erstatningen måtte deles ligeligt mellem grundlidelse og behandlingsskade.
I år 2000 fik patienten et epileptisk anfald, hvorved hun faldt og slog hovedet med samtidigt respirationsstop. Patienten afgik som følge heraf ved døden.
Patienterstatningen fandt, at dødsfaldet måtte tilskrives epilepsien, og at sagen som følge heraf måtte genoptages, idet behandlingsskaden fra 1994 nu havde været medvirkende til, at patienten afgik ved døden, og at ægtefællen derved mistede sin forsørger.
Patienterstatningen fandt endvidere, at forsørgertabserstatningen måtte beregnes med baggrund i erstatningsniveauet på skadetidspunktet i 1994 (erstatningen skulle beregnes med baggrund i den dagældende EAL § 8), og følgelig også forrentes fra dette tidspunkt. Dette måtte være den umiddelbare konsekvens af Højesterets afgørelse refereret i U 1991.960 H, selvom dødsfaldet først indtrådte i år 2000, og patientens ægtefælle i de mellemliggende år var blevet ”forsørget”. I overensstemmelse med fordelingen af det varige mén og erstatning for tab af erhvervsevne, blev forsørgertabserstatningen ligeligt fordelt mellem grundlidelse og patientskade (årsberetning 2003).
Højesterets afgørelse refereret i U 1991.960 H omhandler en identisk situation, idet der også hér var tale om en hjerneskade med efterfølgende epilepsi i tilknytning til en arbejdsulykke. Skadelidte afgik ved døden 2 år efter arbejdsulykken på grund af et epileptisk anfald. Højesteret fandt, at man ved beregning af forsørgertabserstatningen måtte anvende satsen for minimumsforsørgertabserstatning i dét år, hvor arbejdsulykken indtrådte, selvom forsørgertabet rent faktisk først indtrådte to år senere.
Begrebsmæssigt kan det virke kunstigt at betragte forsørgertabet som indtrådt på et tidspunkt, hvor skadelidte fortsat er i live. Dette tager såvel Landsretten som Højesteret da også afstand fra i ovennævnte dom, idet man fastslår, at ægtefællens ret til forsørgertabserstatning først stiftes ved dødsfaldet. Trods dette fastholdes det alligevel, at bestemmelsen i EAL § 15, stk. 3, skal fortolkes efter sin ordlyd, således at erstatningen skal beregnes på baggrund af forholdene på skadetidspunktet og ikke på tidspunktet for dødsfaldet.
Se vedrørende samme problemstilling Patienterstatningens årsberetning 2002 side 65f.
Afgørelsesdato: 8. december 2003