En 52-årig mand blev pga. svigtende lever- og nyrefunktion overflyttet fra et græsk til et dansk hospital. Patienten havde et mangeårigt alkoholmisbrug og havde i perioden op til indlæggelsen haft tiltagende gulsot.
Undersøgelsen foretaget på det danske hospital konkluderede, at patienten havde leverbetændelse af en sådan sværhedsgrad, at han var delvist bevidstløs. Desuden havde han tiltagende nyrepåvirkning med overgang til anuri (ophørt urinproduktion). Patienten blev derfor sat i dialyse.
Under dialysebehandlingen var patienten periodevis konfus og urolig. I det umiddelbare efterforløb til dialysebehandlingen faldt han ud af sengen, hvorved han pådrog sig et direkte slag mod hovedet. Trods relevant iværksat behandling afgik han herefter ved døden.
Patienterstatningen vurderede, at hospitalspersonalet - når der hensås til den omstændighed, at patienten var urolig og konfus - burde have sikret sig imod fald ud af sengen om nødvendigt ved fast sengevagt.
Sagen blev derfor anerkendt efter reglen i PFL § 3, stk. 2 (KEL § 22, stk. 2).
Imidlertid vurderede Patienterstatningen, at sagen ikke udløste erstatning, idet erstatningen ikke oversteg den i loven fastsatte minimumsgrænse. Således skulle forsørgertabserstatningen reduceres med 100 %, idet man efter en lægelig vurdering skønnede, at patienten med overvejende sandsynlighed også uden faldtraumet var afgået ved døden i forbindelse med den aktuelle indlæggelse som følge af sin svære leversygdom eller af komplikationerne hertil.
Der blev ved denne vurdering navnlig lagt vægt på, at patienten på skadetidspunktet led af en meget alvorlig grundsygdom i form af længerevarende leverkoma, nedsat koagulationsfaktor, vandsvulst i hjernen samt ophørt urinproduktion. Herudover viste obduktionserklæringen, at patientens lever næsten var stenhård, ligesom snitfladen var svært forandret. Ydermere fandtes der åreknuder i spiserøret, hvilket var foreneligt med øget tryk i blodkar til leveren. Bugspytkirtlen var præget af øget bindevævsmængde samt kalkudfældninger, ligesom der var øget væskemængde i bughulen.
Begravelsesudgifterne kunne ikke alene bringe erstatningen over 10.000 kr.
Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.
Afgørelsesdato: 30. oktober 1997