En 52-årig mand, der led af AIDS og som følge af dette universel tuberkuloseinfektion, fik som følge af tegn på påvirkning af leveren foretaget leverbiopsi. På grund af utilstrækkelig overvågning af patienten i perioden efter biopsien afgik han imidlertid ved døden som følge af en ukontrollabel blødning fra leveren. Skaden blev anerkendt efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 20, stk. 1, nr. 1), og enken blev således fundet berettiget til erstatning for tab af forsørger.
Idet patienten allerede inden patientskaden var alvorligt syg som følge af sin grundlidelse, overvejede Patienterstatningen, om der var grundlag for at reducere forsørgertabserstatningen ud fra en vurdering af, at patienten var så syg af sine AIDS-relaterede sygdomme, at han også uden patientskaden måtte antages at ville dø inden for kortere tid. Til brug for vurderingen heraf indhentede Patienterstatningen to speciallægevurderinger; én fra det skadevoldende sygehus, hvor patienten også blev behandlet for sin AIDS, og én fra et andet sygehus ligeledes med speciale i behandling af AIDS patienter.
De to erklæringer var meget forskellige i deres konklusioner, primært som følge af forskellige opfattelser af patientens respons på den antituberkuløse behandling. Speciallægen fra det skadevoldende sygehus vurderede, at patienten havde haft stor risiko for at afgå ved døden som følge af sin AIDS-sygdom i løbet af et halvt til et helt år, mens man fra det andet sygehus vurderede, at hans prognose var væsentligt bedre, og at han over en 5-års periode havde større risiko for at dø af sin hjertelidelse end af AIDS relaterede sygdomme.
Patienterstatningen undlod herefter at reducere forsørgertabserstatningen, idet det ikke fandtes tilstrækkelig sandsynliggjort, at patienten som følge af sine grundlidelser havde en meget dårlig livsprognose. Der blev endvidere lagt vægt på, at dødens indtræden utvivlsomt var fremkaldt af leverbiopsien og den utilstrækkelige overvågning af patienten efterfølgende og ikke af patientens grundsygdom.
Vestre Landsret har i dommen U 2001.1581 V fastslået, at der principielt intet er i vejen for, at erstatning for tab af forsørger kan reguleres som følge af kausalitet og konkurrerende skadesårsager, men at en sådan reduktion kræver sikre lægelige oplysninger om, at patienten allerede forud for patientskaden havde en meget dårlig livsprognose.
Afgørelsesdato: 4. februar 2002