Sagsnummer 03-0815

Forsinket diagnosticering af ventilsvigt

18-06-2009

 

På grund af hydrocephalus (vand i hovedet) fik en 3 uger gammel pige indopereret en ventil med afløb til maven.

Ventilen fungerede herefter upåklageligt, indtil man, da patienten var blevet 12 år, konstaterede, at ventilen havde trukket sig ud af bughinden. Dette medførte imidlertid ingen gener.

Da patienten var 13 år, begyndte hun pludselig at få vanskeligt ved at se, og patientens forældre kontaktede derfor straks sygehuset, idet de havde mistanke om ventilsvigt. Sygehuset mente imidlertid ikke, at der var behov for en akut undersøgelse, og gav derfor patienten en tid til undersøgelse ugen efter.

I løbet af de følgende dage forværredes patientens synsnedsættelse, og hun opsøgte derfor en øjenlæge, som fandt tegn på papilødem og synsnervepåvirkning. Patientens forældre måtte herefter kontakte sygehuset to gange, før man indvilligede i at indlægge patienten akut.

På sygehuset udførte man en række undersøgelser og fandt på baggrund heraf indikation for ventilrevision.

Efterfølgende konstateredes det, at patienten havde fået et alvorligt synshandicap.

Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1, idet det var i strid med erfaren specialiststandard på området ikke at tilbyde undersøgelse samme dag eller senest dagen efter, at man fik kendskab til patientens synsforstyrrelser.

Patienterstatningen vurderede, at hvis man havde tilbudt undersøgelse på det tidspunkt, hvor man fik kendskab til synsforstyrrelserne, eller senest dagen efter, ville patientens synsnedsættelse have været mindre udtalt.

Patienterstatningen vurderede således, at patienten var berettiget til erstatning for en forværring af synsnedsættelsen.

Afgørelsesdato: 29. december 2003