En 57-årig mand med dissemineret sclerose deltog på 8. år i balancetræning hos en privatpraktiserende fysioterapeut. Behandlingen foregik siddende på en hest.
På skadedagen var patienten ude at ride som led i sin balancetræning hos fysioterapeuten. Han faldt pludselig af hesten, fordi den blev forskrækket, og patienten slog derved ryggen og højre ben. Der var tale om brud på højre lårben og venstre knæ, og han blev opereret herfor.
Patienterstatningen fandt, at patienten ved faldet fra hesten havde været udsat for en hændelig, men yderst sjælden skade. Patienterstatningen fandt endvidere, at de opståede gener som følge af fald fra en hest ligger udover, hvad man må tåle i forbindelse med fysioterapeutisk balancetræning. Da såvel sjældenheds- som alvorlighedskriteriet var opfyldt, fandtes patienten berettiget til erstatning i henhold til PFL § 2, stk. 1, nr. 4.
Sagen illustrerer patientforsikringslovens vide anvendelsesområde. Udgangspunktet er, at alt hvad fysioterapeuter og ergoterapeuter foretager sig, som retter sig mod den enkelte patient, dvs. undersøgelse, behandling og lignende, skal vurderes i henhold til PFL § 1, stk. 1. F.eks. vil råd om, hvordan man forebygger ulykker, skader og arbejdsbelastninger, være omfattet. Tidligere har Patienterstatningen haft en tendens til at betragte skader sket i forbindelse med fysioterapi og ergoterapibehandling som ulykker og dermed behandle dem efter PFL § 3, stk. 2 (culpa-vurdering).
Afgørelsesdato: 31. januar 2005