En 34-årig mand pådrog sig et brud på højre lårben, som man behandlede med påpladssætning og indsættelse af marvsøm. Denne del af behandlingen forløb uden komplikationer.
Imidlertid var personalet under den langvarige operation ikke opmærksomme på, at patientens raske venstre ben, der var lejret under operationen, skulle have været aflastet en gang i timen for at undgå, at der opstod vævsskader i dette.
Under operationen udviklede patienten således svære vævsskader i det raske ben, der var blevet holdt i ro for længe. Skaderne udviklede sig til blodpropper i lunger og ben, lever- og nyresvigt samt efterfølgende infektion.
Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 1 (KEL § 20, stk. 1, nr. 1), idet de almindeligt gældende retningslinjer for aflastning af en bedøvet patient ikke var fulgt.
Patienten blev under det efterfølgende sygeforløb afskediget fra sit arbejde inden udløbet af den sygeperiode, som han under alle omstændigheder kunne have forventet at gennemgå som følge af lårbensbruddet. Det fremgik af opsigelsen, at afskedigelsen var en følge af nedgang i virksomhedens aktiviteter. Patienterstatningen vurderede på denne baggrund, at patienten ville være blevet afskediget fra det daværende arbejde, også selvom patientskaden ikke var indtrådt.
Det fremgik imidlertid videre af sagens oplysninger, at patienten umiddelbart efter ophøret af det faktiske sygeforløb, på trods af, at dette udløste et varigt mén fra benene på 30 %, var i stand til at påbegynde nyt arbejde hos en anden arbejdsgiver.
Patienterstatningen fandt det på den baggrund tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patienten kunne have opnået tilsvarende ansættelse på et tidligere tidspunkt i forløbet, hvis patientskadens midlertidige følger ikke havde forhindret ham i at være aktivt jobsøgende. Patienten blev derfor tilkendt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i den periode, hvormed hans sygeperiode var blevet forlænget som følge af den indtrådte patientskade. Det blev således vurderet, at patienten et år tidligere kunne være startet på et arbejde tilsvarende det, han nu var startet på, og til en tilsvarende løn, hvis patientskaden ikke var indtruffet.
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte, at patienten var berettiget til erstatning i den 1-års periode, der var fastsat af Patienterstatningen (årsberetning 2004).
Ved vurderingen af, om en patient, der er opsagt som følge af andre forhold end patientskaden, er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, vil Patienterstatningen lægge vægt dels på, hvorledes patientens tilknytning til arbejdsmarkedet var i årene forud for patientskaden, og på, om patienten umiddelbart efter raskmeldingen igen bliver tilknyttet arbejdsmarkedet.
I en sag som den aktuelle, hvor patienten på trods af patientskadens omfattende følger var i stand til at skaffe sig et nyt vellønnet arbejde umiddelbart efter behandlingsophøret, vil der være meget, der taler for, at det samme ville være sket tidligere, såfremt patientskaden ikke var indtruffet og havde forlænget patientens sygeperiode. Patienten var derfor berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, selvom det ikke var patientskaden, der var den direkte årsag til opsigelsen.
Afgørelsesdato: 13. maj 2004