En 36-årig kvinde fødte første gang i 1993, og i forbindelse med denne graviditet havde hun haft fødselskramper. I 1996 havde hun endvidere haft en kombineret graviditet i - og uden for livmoderen og herefter en spontan abort. Hun var på ny blevet gravid med beregnet terminsdato primo september 1997.
Hun havde i løbet af graviditeten haft forhøjet blodtryk og tendens til væskeansamlinger. Desuden havde hun været indlagt på grund af utilpashed med hjertebanken, kvalme, hovedpine og flimren for øjnene, og under indlæggelsen havde der været forhøjet blodtryk og udskillelse af æggehvide i urinen.
På terminsdatoen blev fødslen forsøgt sat i gang på grund af fødselskramper. Der var dog ingen særlig effekt heraf, og dagen efter blev der atter givet vestimulation. Endvidere blev der jævnligt lavet CTG-kurver, og i den forbindelse sås enkelte tegn på iltmangel hos barnet. På 3. dagen blev der holdt pause med den vestimulerende behandling.
På 4. dagen blev der igen påbegyndt vestimulation. CTG-kurverne viste atter forandringer med indskrænket variationsbredde, hvilket også var udtryk for iltmangel hos barnet, og patienten havde fortsat forhøjet blodtryk. På 5. dagen blev der kl. 20.35 foretaget hindesprængning, og der sås igen stærkt indskrænket variationsbredde. Kl. 21.15 blev der anlagt en rygmarvsblokade, og der kom igen tegn på iltmangel hos barnet. Kl. 22.45 var der blodtryksfald og i forbindelse hermed et stort dyk i fosterets hjertefrekvens i ca. 5 minutter, der dog atter rettede sig efter indgivelse af præparatet Efedrin.
Kort efter midnat på 6. dagen efter indlæggelsen var veerne tiltagende, og patienten havde meget udtalt rystetendens. Da forholdene stadig var umodne, overvejede man kejsersnit. Da der igen sås tegn til iltmangel hos barnet, besluttede man sig for akut kejsersnit. Kl. 01.20 blev der således foretaget kejsersnit, hvor der blev forløst et dødt barn, der ikke kunne genoplives. Umiddelbart efter forløsningen fik patienten hjertestop, og genoplivning lykkedes ikke.
Ifølge obduktionserklæringen måtte moderens dødsfald antages at skyldes følger efter blødning omkring rygmarvshinden antageligt opstået som følge af rygmarvsbedøvelsen.
Patienterstatningen fandt ikke, at behandlingen havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1.
Patienterstatningen lagde vægt på, at optimal behandling havde tilsagt, at man på et tidligere tidspunkt havde sikret sig, at fødslen var gået i gang, og når igangsættelsesforsøget ikke lykkedes første gang, da havde iværksat kejsersnit. Derved er det overvejende sandsynligt, at forløbet med dødelig udgang for barnet kunne være undgået.
For så vidt angik moderens dødsfald fandt Patienterstatningen, at dette forhold kunne anerkendes efter lovens § 2, stk. 1, nr. 4, idet massiv blødning i rygmarvsrummet medførende dødsfald efter anlæggelse af et rygmarvskateter opfyldte såvel sjældenheds- som alvorlighedskriteriet i bestemmelsen.
Patienterstatningen bemærkede, at moderens dødsfald skulle tilskrives følger efter anlæggelsen af rygmarvsblokaden, der var korrekt placeret og ikke gav symptomer, førend hun fik hjertestop, og at der ikke var forhold i denne del af sagen, der kunne begrunde en anerkendelse efter lovens § 2, stk. 1, nr. 1, (97-1988) (1998 Årsb.).
Sagen viser, at skaden på henholdsvis moder og barn kan anerkendes efter to forskellige bestemmelser. I den forbindelse lægger Patienterstatningen vægt på, hvad der er årsag til skaden på henholdsvis moder og barn.
Afgørelsesdato: 15. januar 1998