Efter en længere periode med muskelsmerter, generel træthed og mathed samt nedsat fysisk formåen blev en 46-årig kvinde indlagt med henblik på at gennemgå forskellige undersøgelser.
Da undersøgelserne var færdige, stillede man diagnosen muskelsvækkelse (myastheni), hvorefter patienten påbegyndte medicinsk behandling.
Tilstanden forbedredes stort set ikke, og to år senere opstod der mistanke om, at patienten ikke led af muskelsvækkelse, hvorfor hun blev indlagt på ny med henblik på revurdering af diagnosen. Samtidig påbegyndtes udtrapning af den medicinske behandling.
Efter en forbedring af tilstanden bekræftede en neurofysiologisk undersøgelse, at der ikke havde været tale om muskelsvækkelse.
Patienterstatningen vurderede, at patienten ikke var blevet behandlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på området og anerkendte sagen efter PFL § 3, stk. 1, jfr. § 2, stk. 1, nr. 1.
Der blev herved lagt vægt på, at man havde stillet diagnosen muskelsvækkelse på et for spinkelt grundlag, idet man havde lagt uforholdsmæssig stor vægt på usikre observationer og kliniske skøn, som blev tolket til fordel for diagnosen. Negative udfald af specifikke prøver blev endvidere misfortolket eller havde ikke haft indflydelse på den kliniske beslutningsproces.
Patienten blev tillige behandlet med en relativ aggressiv form for behandling, som medførte en ikke ubetydelig risiko for bivirkninger. En sådan form for behandling forudsætter en sikker diagnose.
Patienterstatningen fandt endelig, at fraværet af en forventelig positiv behandlingseffekt burde have medført revision af diagnosen på et tidligere tidspunkt.
Afgørelsesdato: 31. juli 2002