En 34-årig kvinde blev indlagt på et sygehus, efter at hun var blevet kastet af en hest og efterfølgende havde fået hesten ned over sig. Hun havde ved indlæggelsen stærke smerter i hele bækkenregionen og bagtil i lænderyggen. Røntgenundersøgelse af bækkenet viste et brud på skambenet uden større forskydning. Der var endvidere små afsprængninger fra forreste kant af venstre hofteledskål og fra forkanten af korsbenet. Røntgenundersøgelse af lænderyggen og hofterne viste ingen tegn på brud.
Sygehuset kontaktede telefonisk det nærliggende universitetshospital, som vurderede, at bækkenbruddet var stabilt og ikke skulle behandles operativt. Kvinden skulle i stedet mobiliseres, så snart smerterne tillod det. Hun måtte dog ikke støtte på højre ben i 6 uger.
Ved undersøgelse 1½ måned senere havde kvinden fortsat ømhed ved højre sacroiliacaled. Røntgenundersøgelse viste lidt breddeøget højresidigt sacroiliacaled uden forskydning. Skambensbruddet var noget mere forskudt, og der var ingen knogleheling.
Ved undersøgelse ca. 3 måneder efter skaden viste røntgenbilleder forskudt bækkenbrud og breddeøget højresidig sacroiliacaled. Der var ikke nogen særlig ændring i forhold til forrige undersøgelse. Ca. 4 måneder efter skaden foretog man operativ påpladssætning af bækkenbruddet.
Patienterstatningen vurderede, at hverken behandlingen på sygehuset eller vurderingen fra universitetshospitalet var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på området.
Med hensyn til universitetshospitalets rådgivning vurderede Patienterstatningen, at røntgenundersøgelsen lige efter skaden viste et potentielt ustabilt bækkenbrud.
Patienterstatningen lagde endvidere vægt på, at man ved overvejelse af konservativ behandling burde have foretaget testning af bækkenstabiliteten i gennemlysning, og såfremt konservativ behandling herefter havde været indiceret, burde man have foreskrevet aflastning af bækkenet i 6 uger med immobilisering i kørestol med tætte røntgenkontrolundersøgelser og skiftet til operativ behandling ved manglende effekt.
Patienterstatningen vurderede med hensyn til sygehusets egne forhold, at skift til operativ behandling burde have været overvejet ved konstatering af brudskreddet ca. 1½ måned efter skaden.
Patienterstatningen konkluderede på den baggrund, at de to sygehuse var solidarisk ansvarlige for skaden, og at de i det indbyrdes forhold endeligt skulle bære hver halvdelen af denne (01-0154) (2003 Årsb.).
Sagen illustrerer ansvarsfordelingen mellem to sygehuse.
I sager, hvor der er såvel et rådgivende (typisk en specialafdeling) som et behandlende sygehus, skal der først tages stilling til, om det ene eller begge sygehuse har handlet ansvarspådragende efter reglerne i patientforsikringsloven.
Det rådgivende sygehus kan have handlet ansvarspådragende ved at komme med en rådgivning, som ikke er i overensstemmelse med erfaren specialiststandard på området (PFL § 2, stk. 1, nr. 1/KEL § 20, stk. 1, nr. 1).
Ved vurderingen af, om det behandlende sygehus har handlet ansvarspådragende, må man se på, om sygehuset har den relevante ekspertise på det pågældende område, og dermed om rådgivningen er afgørende for behandlingsvalget eller blot indgår som én af flere faktorer i behandlingsvalget. Situationen vil typisk være den, at det behandlende sygehus ikke har den relevante ekspertise, hvorfor sygehuset søger rådgivning hos en specialafdeling. Rådgivningen fra specialafdelingen bliver herefter typisk afgørende for det behandlende sygehus´ behandlingsvalg. Erfaren specialstandard for det behandlende sygehus vil i denne situation være at vide, hvornår der skal søges om rådgivning fra specialafdelingen, og herefter at følge dennes råd.
Vurderes det herefter, at såvel det behandlende som det rådgivende sygehus har handlet ansvarspådragende, kan den ene part blive erstatningsansvarlig i forhold til skadelidte, eller sygehusene kan blive solidarisk ansvarlige over for skadelidte. Udgangspunktet er, at to eller flere skadevoldere hæfter solidarisk over for skadelidte. Undtagelsen hertil er hovedårsagslæren, hvorefter en handling eller undladelse, som kun har haft meget begrænset betydning for skaden, ikke udløser erstatningsansvar.
I Højesterets dom U 1993.908 havde såvel det behandlende sygehus som den rådgivende institution (Statens Seruminstitut) handlet ansvarspådragende. Højesteret valgte at lade det behandlende sygehus bære det fulde erstatningsansvar over for patienten.
Dommen kan ses som udtryk for hovedårsagslæren, hvorefter (ifølge landsrettens dom) ”Statens Seruminstituts virksomhed i relation til den forvoldte skade findes at have haft en så forholdsvis begrænset karakter, at der ikke ses at være grundlag for at pålægge Statens Seruminstitut noget erstatningsansvar”.
Afgørelsesdato: 25. februar 2003