En 33-årig kvinde var gravid, men ønskede at få foretaget en abort. På baggrund af en ultralydsundersøgelse vurderede man, at hun var 14 uger og 4 dage henne. Herefter fortalte man hende, at da graviditeten var over grænsen på 12 uger for legal provokeret abort, var hun nødsaget til at opnå myndighedernes tilladelse til svangerskabsafbrydelsen.
Kvinden følte sig hverken fysisk eller psykisk rustet til at få foretaget en abort til den tid, hvor en eventuel godkendelse fra myndighederne forelå, hvorfor hun valgte at beholde graviditeten.
To måneder senere kom kvinden til svangerskabsundersøgelse og fik foretaget en ny ultralydsundersøgelse. Undersøgelsen viste, at man ved den tidligere skanning havde fejltolket skanningsresultaterne, idet hun på daværende tidspunkt ikke kunne have været 14 uger og 4 dage henne, men alene små 12 uger henne. Kvinden kunne således have fået foretaget en provokeret abort uden myndighedernes tilladelse.
Patienterstatningen vurderede, at det ikke var i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, at man havde fejlfortolket skanningsresultaterne ved kvindens første henvendelse. Endvidere vurderede Patienterstatningen, at det ikke er en skade i patientforsikringslovens forstand at være gravid og få et barn. Da det er en betingelse for at få erstatning efter lov om patientforsikring, at der er indtruffet en skade som følge af behandlingen, var kvinden ikke berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring.
Sagen illustrerer, at det forhold, at man som følge af en fejltolkning af graviditetsstadiet ikke får den ønskede abort, ikke er en skade, som kan anerkendes efter lov om patientforsikring.
Afgørelsesdato: 6. december 2002