Nye regler for fastsættelse af erstatningsbeløb og renter

Publiceret 01-07-2022

Den 1. juli 2022 træder en ændring af klage- og erstatningsloven i kraft. Ændringen betyder, at Patienterstatningen fra i dag skal anvende nye regler, når der skal opgøres en erstatning. Lovændringen medfører også et nyt tidspunkt for, hvornår der skal tilskrives renter.

De nye regler gælder for alle erstatningsafgørelser, som Patienterstatningen træffer 1. juli 2022 og frem. Reglerne anvendes også i sager, som var under behandling i Patienterstatningen før dette tidspunkt - dog med enkelte undtagelser i genoptagelsessager.

Højere skattefrie erstatninger

Hidtil er de tilkendte erstatningsbeløb blevet opgjort med udgangspunkt i den erstatningstakst, som gjaldt på det såkaldte ”forfaldstidspunkt”, der skulle fastsættes efter et skøn afhængig af de konkrete omstændigheder i sagen.

Lovændringen medfører, at alle erstatningsafgørelser fra 1. juli 2022 skal beregnes med udgangspunkt i den erstatningstakst, som gælder på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse. Det betyder, at erstatningsbeløbet nu skal opreguleres helt frem til afgørelsestidspunktet.

Hvis eksempelvis en godtgørelse for varigt mén bliver opgjort 1. juli 2022, skal godtgørelsen altså beregnes efter 2022-taksten, som er 9.505 kr. pr. méngrad. Også selvom erstatningen kunne være opgjort i fx december 2021, hvor taksten kun var 9.395 kr. pr. méngrad.

Med de nye regler vil nogle patienter få tilkendt højere erstatningsbeløb, som alle – bortset fra erstatning for tabt arbejdsfortjeneste – er skattefrie.

Færre skattepligtige renter

Lovændringen betyder, at hvor der tidligere blev tilskrevet renter fra forfaldstidspunktet – som kan ligge længere tilbage – skal der nu tilskrives renter fra tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse, hvis den erstatningspligtige (typisk en region) ikke udbetaler erstatningen senest 5 uger efter afgørelsen. Hvis erstatningen bliver udbetalt inden denne frist, tilskrives der ikke renter.

Med de nye renteregler vil patienterne få færre renter end i dag. Erstatningsbeløbene er, bortset fra erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, skattefrie.  Renter er derimod skattepligtige.

Lovændringen betyder, at forretningstidspunktet bliver entydigt. Samtidig bliver renteberegningen mere gennemskuelig for både patienter og erstatningspligtige.

Hvad betyder de nye regler for patienterne?

Med de nye regler vil patienterne som udgangspunkt få højere erstatningsbeløb, men færre renter.

Hvorvidt patienterne vil få en større eller mindre samlet udbetaling af erstatning og renter vil afhænge af de konkrete omstændigheder og være forskellig fra sag til sag.

Læs mere om regler for erstatningsberegning