Sagsnummer 21-2397

Anmodning om genoptagelse mere end 10 år efter seneste positive afgørelse – afvist på grund af forældelse

14-12-2021

En kvinde fik i 2010 anerkendt en behandlingsskade og blev sammen med anerkendelsen tilkendt godtgørelse for svie og smerte og varigt mén. Patienterstatningen traf endelig afgørelse om erstatningens størrelse 18. februar 2011, hvor kvinden fik erstatning for udgifter og tabt arbejdsfortjeneste og afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Afgørelsen blev tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen 22. november 2011.

I juni 2012 bad kvinden Patienterstatningen om at genoptage sagen, da hun mente, at der var sket en skade på hendes tænder siden sagens afslutning. Dette blev afvist efter EAL § 11. Denne afgørelse blev ikke anket.

Den 25. februar 2021 bad kvinden på ny Patienterstatningen om at genoptage sagen – denne gang, fordi der var sket en forværring af de helbredsmæssige følger, og hun var blevet tilkendt fleksjob. Patienterstatningen afviste nu at genoptage sagen med henvisning til, at det var mere end 10 år siden, at den seneste positive afgørelse var truffet. Sagen var derfor forældet, jf. KEL § 60 b, stk. 3.

Kvinden ankede afgørelsen og anførte, at hun havde søgt om at få sagen genoptaget inden for 10 år efter ankenævnets afgørelse af 22. november 2011. Hun henviste bl.a. til U 2017.2583 H, der fastslog, at krav på erhvervsevnetab efter EAL - når det også er omfattet af ASL - ikke forældes, før arbejdsskadesagen er endelig afgjort.

Ankenævnet var enig i, at sagen var forældet.

Der blev lagt vægt på, at Patienterstatningen tidligere havde anerkendt en behandlingsskade og udmålt erstatning i sagen, og at den derfor var omfattet af de særlige regler om forældelse af erstatningskrav i forbindelse med anmodning om genoptagelse. Ifølge KEL § 60 b, stk. 3, indtræder forældelse for erstatningskrav senest 10 år efter, at der sidst blev truffet bindende afgørelse om anerkendelse eller udmåling af erstatning for skaden.

Ankenævnet mente, at den seneste bindende afgørelse i sagen var Patienterstatningens afgørelse af 18. februar 2011. Det forhold, at sagen blev anket og stadfæstet af ankenævnet, ændrede ikke herpå.  Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor den bindende afgørelse træffes, uanset om det først senere, fx ved udløbet af en klagefrist eller stadfæstelse fra ankenævnet, er klart, at afgørelsen er endelig.

Ankenævnet bemærkede samtidig, at hvis kvinden havde fået medhold i en forhøjelse af erstatningen ved ankenævnets afgørelse af 22. november 2011, ville denne være den seneste bindende afgørelse, og forældelsesfristen skulle i så fald regnes fra datoen for ankenævnets afgørelse.

Der blev henvist til forarbejderne til bestemmelsen, lovforslag nr. L 126 fremsat 29. januar 2014. Heraf fremgår det bl.a., at forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor den bindende afgørelse træffes, uanset om det først senere, fx ved udløbet af en klagefrist, er klart, at afgørelsen er bindende. Det fremgår også, at hvis Patientforsikringens (nu Patienterstatningens) afgørelse indbringes for Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen), og patienten i den forbindelse får medhold, vil det være datoen for ankenævnets afgørelse, der er afgørende.

Ankenævnet mente ikke, at U 2017.2583 H havde betydning for resultatet i den aktuelle sag (AfP 2021-2851).

Afgørelsesdato: 9. marts 2021