En 63-årig mand pådrog sig et underbensbrud ved en arbejdsulykke i februar 2011. I forbindelse med behandlingen af bruddet opstod der infektion, der medførte, at han måtte have amputeret underbenet. Patienterstatningen anerkendte skaden efter KEL § 20, stk. 1, nr. 4.
Manden gik på folkepension i december 2012, hvor han fyldte 65 år. I januar 2013 tilkendte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ham erstatning for et midlertidigt erhvervsevnetab på 50 % med virkning fra februar 2012. I april 2013 blev det endelige erhvervsevnetab efter ASL fastsat til 65 %.
Før skaden arbejdede manden som lastbilchauffør. Han oplyste, at han ville være fortsat med at arbejde, til han fyldte 70 år, hvis skaden ikke var sket. Hans arbejdsgiver oplyste dog, at det er sædvanligt i branchen, at man kun arbejder frem til almindelig pensionsalder.
Patienterstatningen mente ikke, at det var tilstrækkeligt sandsynligt, at manden ville have været erhvervsaktiv, efter at han fyldte 65 år. Patienterstatningen afviste derfor at yde erstatning for erhvervsevnetab med den begrundelse, at mandens erhvervsmæssige situation på afgørelsestidspunktet (august 2013) ville have været den samme, selvom behandlingsskaden ikke var sket. Manden havde derfor ikke et fremtidigt indtægtstab, der berettigede til erstatning for erhvervsevnetab efter EAL. Det ændrede ikke på denne vurdering, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde tilkendt ham erstatning for erhvervsevnetab efter ASL.
Ankenævnet for Patienterstatningen tiltrådte, at manden ikke havde ret til erstatning for erhvervsevnetab.
Sagen blev derefter indbragt for domstolene. I en vejledende udtalelse vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring erhvervsevnetabet efter EAL til 65 % ud fra de skånehensyn, behandlingsskaden havde medført. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring mente dog ikke, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at manden ville være fortsat med at arbejde efter sit fyldte 65. år.
Byretten udtalte, at der til brug for vurderingen af skadens betydning skulle opstilles en prognose for, hvordan mandens livsforløb ville have været i økonomisk henseende, hvis behandlingsskaden ikke var sket, herunder hvor længe han ville have udnyttet sin erhvervsevne til at skaffe sig indtægter.
Byretten lagde desuden vægt på, at manden allerede inden skaden havde givet udtryk for, at han ville stoppe med at arbejde, når han fyldte 65 år.
Da Ankenævnet for Patienterstatningen ikke var bundet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering, og det ikke var dokumenteret, at manden havde lidt et faktisk, varigt indtægtstab som følge af skaden, mente byretten ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse (dom af 29. august 2019 fra Retten i Randers, sag nr. BS 3-1081/2014).
Afgørelsesdato: 26. august 2013