En 47-årig mand anmeldte, at han havde fået en blodprop i hjernen i forbindelse med manipulationsbehandling hos en kiropraktor.
Manden havde i mange år været generet af nakke- og rygsmerter samt periodevis hovedpine. Generne var typisk startet som tiltagende spændinger i nakke- og skulderregionen, der gav hovedpine og forværredes ved højre-drejning af hovedet. Aktuelt var generne startet på samme måde, og de havde været til stede i ca. 10 dage.
Ved en undersøgelse hos en kiropraktor blev det vurderet, at manden havde en mekanisk dysfunktion af ryghvirvlerne i overgangen fra nakken til brystryggen samt i midten af brystryggen. Der blev foretaget manipulationsbehandling med løsning af leddene. Efter behandlingen af overgangen fra nakken til brystryggen fik manden gener med kvalme, opkast, svimmelhed og utilpashed.
Manden blev indlagt, og en MR-skanning viste nogle friske små blodpropper i venstre side af lillehjernen samt tegn på en traumatisk opstået rift på halskarret i venstre side (halskardissektion). Man iværksatte medicinsk behandling. Manden havde efterfølgende lette kognitive følger efter blodproppen.
Trods den tidsmæssige sammenhæng vurderede Patienterstatningen, at der ikke med overvejende sandsynlighed var årsagssammenhæng mellem behandlingen og blodproppen.
Der blev lagt vægt på, at halskardissektionen var sket på et andet niveau end der, hvor behandlingen var udført. Der var dermed ikke en medicinsk sammenhæng mellem behandlingen og blodproppen.
Der blev også lagt vægt på, at manden forud for behandlingen havde haft gener i nakken i ca. 10 dage, hvilket var tegn på, at han havde haft symptomer på en begyndende halskardissektion. Det er kendt, at sådanne symptomer kan forværres selv ved almindelig drejning af hovedet inden for normal belastning af nakken.
Patienterstatningen vurderede derfor, at blodproppen med overvejende sandsynlighed skyldtes en halskardissektion fremkaldt af forhold hos manden selv uden relation til behandlingen.
Ankenævnet for Patienterstatningen udtalte, at der i visse situationer er dokumenteret sammenhæng mellem manipulationsbehandling og dissektion (blodansamling i karvæggen) i de bagerste halspulsårer, når symptomerne kommer i direkte tilslutning til manipulationen. Det kan dog ikke konkluderes, at dissektionen er forårsaget af manipulationen, idet den kan have været til stede forud for behandlingen.
Ankenævnet vurderede, at manden havde haft en spontan halskardissektion forud for behandlingen, hvilket de forudgående nakkesmerter med overvejende sandsynlighed havde været tegn på. Uanset den tidsmæssige sammenhæng mellem behandlingen og symptomernes opståen, mente ankenævnet ikke, at det med overvejende sandsynlighed var manipulationsbehandlingen, der havde medført blødningen i karvæggen og dannelsen af blodproppen i venstre lillehjerne.
Ankenævnet tiltrådte derfor afgørelsen (AfP 2018-4565).
Afgørelsesdato: 27. juni 2018