Sagsnummer 15-7346

Ikke erstatning for forsinket brystkræftscreening som følge af ressourcemangel

10-10-2016

En kvinde blev indkaldt til brystkræftscreening i henhold til screeningsprogrammet. De første to screeninger blev foretaget henholdsvis i november 2009 og i august 2011 – uden forsinkelser.

I tredje screeningsrunde blev kvinden inviteret til screening i december 2013. Ved denne screening fik man mistanke om en ondartet knude i det ene bryst, og supplerende undersøgelser viste, at der var tale om kræft. Kvinden fik herefter foretaget brystbevarende operation og blev efterfølgende behandlet med kemoterapi, stråler og antihormonbehandling.

Ifølge screeningsprogrammet skal screeninger for brystkræft foretages med intervaller på 2 år +/- 3 måneder. Den tredje screening skulle derfor have været foretaget senest i november 2013. Regionen oplyste, at årsagen til, at kvinden først blev inviteret til tredje screening i december 2013, skyldtes manglende ressourcer, både økonomisk og personalemæssigt.

Patienterstatningen lagde til grund, at det er vores opgave at vurdere, om de behandlende sundhedspersoner, inden for de ressourcemæssige rammer, de har til rådighed, har handlet efter erfaren specialiststandard, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Det er ikke vores opgave at efterprøve, om ressourcerne er rimelige og tilstrækkelige, eller om der i øvrigt fra politisk side er handlet rettidigt. Hvordan ressourcerne skal prioriteres, er et politisk-økonomisk spørgsmål, der ikke hører under klage- og erstatningsloven, jf. U 2008.2813 H.

Derudover anførte Patienterstatningen, at vi ikke har mulighed for at efterprøve, om det er korrekt, at der i en given situation har manglet ressourcer. Regionens oplysninger om, at de forsinkede screeninger i den konkrete sag skyldtes manglende ressourcer, blev derfor lagt til grund.

Patienterstatningen henviste desuden til, at der i bekendtgørelse nr. 584 af 28. april 2015 om maksimale ventetider ved behandling af kræft og visse hjertesygdomme er fastsat regler om, hvad regionen skal gøre, hvis der ikke kan tilvejebringes et behandlingstilbud inden for de maksimale ventetider. Bekendtgørelsen gælder patienter med kræftsygdomme, jf. § 1, og patienter, hvor der foreligger mistanke om kræft, jf. § 2, nr. 1. Efter bekendtgørelsens kapitel 3 har regionen ansvaret for at sikre patienten et tilbud om behandling inden for de maksimale ventetider, hvis regionen ikke selv kan tilbyde behandling, herunder på et andet sygehus eller i udlandet. Hvis dette heller ikke kan lade sig gøre, skal regionen, hvis patienten ønsker det, indberette sagen til Sundhedsstyrelsen, som herefter i henhold til lovens kapitel 4 skal undersøge behandlingsmulighederne. Der er ikke fastsat lignende regler i tilfælde af, at en region har vanskeligt ved at overholde screeningsintervallerne efter sundhedslovens § 85.

Patienterstatningen lagde til grund, at regionen ikke har pligt til at undersøge mulighederne for screeninger på private klinikker mv. Dette er også en naturlig følge af, at der er tale om folkeundersøgelser, hvor der ikke er konkret mistanke om en kræftsygdom. Det forudsættes fortsat, at en borger selv henvender sig til egen læge, hvis vedkommende har symptomer på sygdom.

Da den forsinkede screening skyldtes ressourcemæssige begrænsninger, var der ikke mulighed for at anerkende en eventuel skade efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1. Patienterstatningen afviste derfor sagen efter KEL § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Afgørelsen blev anket til Ankenævnet for Patienterstatningen, der også lagde til grund, at forsinkelsen af tredje screening skyldtes manglende ressourcer i regionen. Nævnet vurderede desuden, at der ikke havde været grund til at fremskynde tredje screening, at regionen ikke havde været forpligtet til at undersøge muligheden for screening på privatklinikker mv., og at en erfaren specialist dermed ikke ville have handlet anderledes under de givne forhold. Nævnet vurderede derfor, at kvinden ikke var berettiget til erstatning for den eventuelle skade, som forsinkelsen af brystkræftscreeningen måtte have medført, og tiltrådte dermed Patienterstatningens afgørelse.

For en lignende sag se 15-9441.

Afgørelsesdato: 26. november 2015