Sagsnummer 03-0975

Overgangsbeløb til samlever og begravelsesudgifter til boet

29-06-2009

En 52-årig mand blev opereret for en arterivenøs fistel i kranspulsåren. Under operationen opstod der en blodpropslukning af den forreste pulsåre i venstre hjertekammer. Patienten afgik ved døden kort tid herefter.

Patienterstatningen anerkendte sagen efter PFL § 2, stk. 1, nr. 4 (KEL § 20, stk. 1, nr. 4), idet det var meget sjældent forekommende, at der i forbindelse med den aktuelle operation opstod en blodprop. Patienterstatningen fandt desuden, at skaden var meget alvorlig set i forhold til patientens grundlidelse, idet denne ikke var akut livstruende.

Patienterstatningen fandt det godtgjort, at afdøde og personen, der anmeldte sagen, var samlevende. Patienterstatningen udbetalte derfor et overgangsbeløb til samleveren på kr. 115.000,00 svarende til niveauet i 2003, hvor overgangsbeløbet kunne gøres op.

Det fremgik af sagens oplysninger, at det var boet efter afdøde, og ikke samleveren, der havde afholdt udgifterne til begravelsen. Patienterstatningen udarbejdede derfor en selvstændig afgørelse til boet efter afdøde med udbetaling af erstatning for begravelsesomkostninger (årsberetning 2003).

I den aktuelle sag blev der både udbetalt et overgangsbeløb samt erstatning for afholdte udgifter til begravelse, idet udgifterne hertil ikke var afholdt af samleveren, men af boet. Såfremt samleveren havde afholdt udgifterne til begravelsen, skulle der alene have været udbetalt et overgangsbeløb, idet udgifter til begravelse anses for indeholdt i overgangsbeløbet, tillige med andre uforudsete udgifter knyttet til dødsfaldet, såsom udgifter til flytning, bistand i hjemmet m.v.

For lignende sager henvises til 04-4030 og 08-0528.

Afgørelsesdato: 31. oktober 2003